Foto: Bloodua, Bigstock

Foto: Bloodua, Bigstock

“No way. You will not make Vesterbro home,” lyder det i en ny video, der skal gøre jyder opmærksomme på de ringe vilkår i hovedstaden.

“Vi forstår godt, at når man kommer fra Jylland, vil man gerne væk hurtigst muligt og skabe sig et godt liv et andet sted. Men vi har bare ikke ressourcerne til at håndtere så mange jyder,” siger formanden for Stop Jydificeringen af København, Svend Westergaard.

Foreningen har lige udsendt en video, hvor en række københavnere fastslår på både dansk, engelsk og jysk, at flygtende jyder ikke skal regne med at finde varig bolig i København.

“Det er ikke en skræmmekampagne. Vi fortæller bare ærligt om forholdene og viser fx en autentisk venteliste fra en københavnsk boligforening, fortæller om antallet af veganske restauranter i Indre By, eller hvor meget et nybagt brød koster i Torvehallerne,” uddyber formanden.

Ikke tryg uden sprøjter
En af de medvirkende i videoen, Sonja Markussen fra Vesterbro, forklarer, at budskabet intet har med racisme at gøre, men at byen simpelthen ikke kan nå at integrere så mange jyder:

“Engang var mit kvarter autentisk med sprøjter på legepladserne og voldelige drankere i opgangene. Nu er jyderne flyttet ind med renoverede køkkener, små familiebiler og sunde fritidsinteresser, og så er det da klart, at jeg ikke føler mig tryg længere.”

Sonja Markussen indrømmer, at mange af jyderne forsøger at passe ind ved at gå i slasket hipstertøj og stille en halvdød potte økologisk basilikum på altanen; alligevel er udfordringerne for store.

“Man skulle hjælpe mere i nærområderne og skabe nogle kreative væresteder i industrielle bygninger, ligesom på Godsbanen ovre i Aarhus,” mener hun.

Jyder skræmmer jyder væk
Hos Dansk Flygtningehjælp er man stærkt utilfreds med videoen og mener, at København bør tage mange flere jyske flygtninge i stedet for at jage dem væk.

“Mange af dem, som ikke ønsker at integrere flere jyder, har selv jysk baggrund eller er endda født og opvokset i Jylland. Alligevel vil de ikke hjælpe deres tidligere landsmænd,” siger generalsekretær Andreas Kamm og henviser til, at Morten Tielst, der har oversat videoen til jysk, stammer fra Hirtshals.

“Men nu har han jo sit på det tørre, og så er næstekærligheden væk,” slutter Andreas Kamm.