Efter et halvt arbejdsliv med kreativitet springer Bolette Schwartz ud på dybt vand. Hun siger farvel til status og social kapital til fordel for et job som sagsbehandler i Hvidovre kommune.
”Jeg har nok altid valgt den lette løsning: at fokusere på æstetik og udtryk frem for at kontrollere og putte i kasser,” siger Bolette Schwartz, der har været blomsterbinder i 16 år og indtil for nylig ejede blomsterbutikken Flowers by Schwartz på Rosenvængets Allé i København.
Men nu butikken er solgt, og om en uge kan Bolette kalde kalde sig sagsbehandler i Hvidovre kommune.
Elsker faste arbejdsgange
”Det er et stort spring for en, der altid har været kreativ. Men det er noget, jeg længe har drømt om. Jeg manglede bare det lille puf ud over kanten, og så var det, jeg læste om en artdirector, der tog på en rejse til Region Syddanmark for at arbejde i økonomiforvaltningen,” siger Bolette Schwartz og tilføjer:
”Jeg har altid været fascineret af faste arbejdsgange, Excel-ark og de der computere, som ikke er Mac.”
Du lyder rolig. Er du ikke nervøs?
”Jo, meget. Jeg glæder mig helt vildt til at tage ud til kommunen i Hvidovre. Samtidig er der så meget, der er helt nyt. Jeg er fx ikke vant til at holde møder. Måske et hver anden uge, og her bliver det måske til flere om dagen,” siger Bolette Schwartz.
Helt slut med blomster
Springet har også været stort for flere af Bolette Schwartz’ veninder. De fleste har på Facebook og i blogs rost det dristige initiativ. Alligevel var det ikke alle, der mødte op til afskedsreceptionen i butikken.
”Jeg har været meget usikker, og det har min mand også. Han er eventmanager, og han var til at begynde med nervøs for, om man nu også kan leve af sagsbehandleri. Men efterhånden som vi har talt om det, og jeg traf beslutningen om at tage springet, så er han selv blevet grebet af tanken, og nu taler han om at blive fuldmægtig. Men lad os nu se.”
Er det så helt slut med blomster og det kreative udtryk?
”Ja,” lyder det bestemt fra den snart forhenværende blomsterbinder:
”Hvis det glipper i Hvidovre kommune, så vil jeg kigge mod statsforvaltningen. Jeg tror, at jeg bliver lykkeligere, når jeg udlever en drøm i stedet for at gå rundt og tænke i farvesammensætninger og blomstersæsoner,” siger Bolette Schwartz.