Undgå forarbejdet tøj, der ødelægger din sundhed, og sats på gluten- og laktosefrie klæder, som du producerer sammen med familien, siger livsstilsekspert Nini Rau Jensen.
I de fleste danske tøjskabe finder man store bunker af færdigtøj: Syntetiske sommerkjoler, fabrikssyede sokker, t-shirts fra udlandet.
Men kigger man i Nini Rau Jensens skab, opdager man en verden af hjemmestrikket og -syet tøj, der er lavet helt fra bunden. For den 43-årige livsstilsekspert er det nemlig en selvfølge, at hun selv producerer sit tøj.
“Færdigtøj er ganske enkelt usundt. En kunstig T-shirt er proppet med E-numre og andet snavs, som jeg bare ikke vil have på min krop,” siger Nini Rau Jensen, der startede med det hjemmelavede tøj for ti år siden.
Lødige stoffer
“Dengang fyldte det kun 10 % af mit klædeskab, fordi jeg var fanget i dårlige vaner, hvor jeg lige snuppede en billig trøje på vej hjem fra arbejde eller impulskøbte tomme skokalorier på udsalg,” husker Nini, der efterhånden fik øjnene op for fordelene ved at lave tøj fra bunden.
“Det gav mig ro selv at købe materialerne, så jeg vidste, hvad jeg puttede på kroppen: Naturlige og lødige stoffer som uld, hør og bomuld, der ikke dræner klodens ressourcer.”
I 2013 tog Nini springet og blev selvstændig rådgiver for andre, der vil forarbejde deres tøj selv, og til september udkommer hendes bog “Sundt tøj – sådan!”
“Jeg lægger stor vægt på, at det tager tid at lave tøj. Du kan ikke strikke en sweater på en eftermiddag, og det er heller ikke meningen. Afsæt hellere en weekend med familien, som kan sidde med deres egne tøjprojekter, fx simresokker eller et korsstingsbroderi,” siger Nini Rau Jensen, der har strikket al sin søn Jonas’ tøj.
Hjem til mors tøj
“Han flytter snart hjemmefra for at læse til lærer, og så bliver det farligt. Studerende har jo dårlige vaner og køber junktøj. Men så må han komme hjem til mor engang imellem og få sig en kvalitetstrøje,” griner hun.
Nini Rau Jensen skynder sig at understrege, at selvom selvforarbejdet tøj tager tid, skal man ikke være fanatisk:
“Jeg afsætter 3-4 dage om måneden, hvor jeg syr igennem. Nogle af dem, jeg har rådgivet, går meget mere op i det og køber materialer hver dag efter arbejde med skrigende unger i hælene – det er ikke mig!”