Foto: Eldar Nurkovic, Bigstock

Foto: Eldar Nurkovic, Bigstock

Er du klogere end den professor, RokokoPosten har talt med? Se, om du kan svare på spørgsmålet, som landets skarpeste hjerner må give op over for.

“Hvad får folk til at klikke på clickbait-overskrifter? Jeg forstår det simpelthen ikke!”

Sådan siger professor i medievidenskab Signe Lund Andersen fra Københavns Universitet.

Hun lader fingeren glide ned over en liste med clickbait-overskrifter, der har været brugt af danske webmedier det sidste halve år. På listen kan man desuden se, hvor mange sidevisninger hver artikel har fået i løbet af det første døgn, den første uge og den første måned efter publikation.

“Før jeg begyndte på projektet, var jeg næsten overbevist om, at folk var for kloge til at falde for den her type overskrifter, men mine undersøgelser tyder på, at det nærmere forholder sig modsat,” siger hun og gentager:

“Jeg forstår det bare ikke. Hvorfor falder folk for den slags?”

Ingen indrømmer det
For at blive klogere på, hvorfor folk klikker på clickbait-artikler, forsøgte Signe Lund Andersen sig først med fokusinterviews, hvor grupper af mediebrugere blev inviteret ind til en snak om deres vaner.

“Det viste sig dog hurtigt, at jeg ikke fik noget ud af den metode. Selvom jeg valgte mine informanter blandt mennesker, der tidligere havde svaret på en spørgeskemaundersøgelse og angivet, at de klikkede på clickbait-overskrifter mindst en gang om ugen, ville ingen indrømme det, da jeg først havde folk samlet,” fortæller Signe Lund Andersen og tilføjer, at hun derfor interviewede nogle fagpersoner for at blive klogere på, hvad årsagerne kunne være.

Manglende impulskontrol?
Noget endeligt svar er Signe Lund Andersen dog endnu ikke nået frem til:

“Nogle psykologer mener, at det er noget med manglende impulskontrol, som når folk klikker på artikler, der indeholder ordet ‘anus’ på eb.dk. Andre peger på, at det er en umoden stolthedsimpuls, der får folk til at klikke, fordi de vil bevise over for sig selv, at de ikke bliver så overraskede, som overskrifterne lægger op til. En enkelt mener, at det nok bare er fordi, folk er for dumme. Personligt er jeg tilbøjelig til at give sidstnævnte ret, men jeg indrømmer, at ingen af os kender det rigtige svar.”