Foto: aogreatkim, Bigstock

Hvis man én gang har været ude for en ulykke i trafikken, passer man ekstra godt på fremover og er således immun over for de meget farlige uheld. Derfor skal mindst 60 procent af danskerne udsættes for lette trafikulykker, lyder det fra Kåre Mølbak, direktør i Statens Serum Institut.

Antallet af trafikdræbte danskere har overordnet været faldende de sidste 50 år, men siden 2012 er den positive trend stagneret. Hos Rådet for Sikker Trafik forsøger man at ændre dette gennem kampagner, men det er helt forfejlet, mener Kåre Mølbak, der er faglig direktør i Statens Serum Institut.

“Så skubber vi bare problemet foran os, fordi trafikuheld er noget, som populationen skal igennem før eller siden. Rådet for Sikker Trafik forestiller sig, at man kan inddæmme uheldene, men det er totalt passé,” siger Mølbak, der i stedet er fortaler for flokimmunitet.

“Idéen er at gøre befolkningen immun over for at dø i trafikken ved at udsætte dem for små doser trafikuheld. Hvis man én gang har været ude for en ulykke i trafikken, passer man nemlig ekstra godt på fremover og undgår dermed de meget farlige uheld.”

Vælte på cykel uden at dø
Alle danskere behøver dog ikke at komme til skade, understreger direktøren, der satser på en smitteprocent på omkring 60.

“Hvis lidt over hver anden dansker eksempelvis har prøvet at vælte på cyklen i en højresvingsulykke – uden at dø, vel at mærke – er det tilstrækkeligt. Den øgede forsigtighed hos de immune 60 procent vil forplante sig til resten af befolkningen,” siger Kåre Mølbak og tilføjer, at man skal satse på at smitte de unge og stærke med uheld.

“De ældre, de kronisk syge og dem med svagt immunforsvar kan dårligt klare at blive ramt af en bil eller køre ind i en lygtepæl, også selvom de måske kun får en let hjernerystelse. Men de raske under 50 kan sagtens tåle et par skrammer, og hvis det ender mere alvorligt, vil uheldet kun øge flokimmuniteten; svært invaliderede mennesker er sjældent særlig meget ude i trafikken.”

Nærdødsoplevelse til unge mænd
Kåre Mølbak ønsker i første omgang at udsætte de helt unge mænd for ulykker, eftersom den gruppe færdes mest hasarderet i trafikken.

“Hvis samtlige mænd mellem 18 og 25 får en let til moderat nærdødsoplevelse i bil eller på cykel, er vi virkelig kommet langt i forhold til at forhindre trafikdrab.”