Foto: Ganesha Balunsat, Wikipedia

Foto: Ganesha Balunsat, Wikipedia

Her i underoverskriften forklarer vi med et glimt i øjet, hvorfor det er relevant at vise fulde mennesker løbe rundt uden tøj på, selvom ingen interesserer sig for selve teksten, men bare vil kigge på billeder af nøgne unge.

Her i starten af brødteksten er vi stadig optaget af at levere en slags journalistisk retfærdiggørelse af denne artikel. Det involverer en masse svagt lumre og insinuerende vendinger om ting, der dingler (det er selvsagt penisser og bryster, men vi skriver det ikke, fordi vi godt kan lide at opretholde et skær af bornerthed), og hvordan alle hæmninger blev kastet overbord i kampen for sejren.

Naturligvis ved vi godt, at det er et temmelig tvivlsomt projekt, men på den anden side er to tredjedele af redaktionens journalister på Roskilde. Nøgenhed genererer desuden utrolig mange klik, og folk med pressekort kan komme tættere på end de fleste almindelige tilskuere.

Skammer sig ikke
I dette afsnit går vi over til den kvindelige vinder. Det er et ret vigtigt afsnit, da hun typisk er sportstrænet, og vores fotografer har en helt legitim undskyldning for at tage nøgenbilleder af en kvinde, som ikke er professionel model. Endvidere sørger vi for fyldige, men intetsigende udtalelser som:

“Jeg er rigtig glad, fordi jeg vandt. Det var sjovt at være nøgen, og jeg skammer mig absolut ikke over min krop,” fortæller vi, at hun siger og lader hende fortsætte i endnu et afsnit.

“Til daglig studerer jeg til pædagog, fordi jeg godt kan lide at tage ansvar for andre mennesker, men en gang om året er det fedt bare at slå sig løs og gøre noget skørt,” fortæller vi så, at hun udtaler.

Mand turde godt
Herefter følger interviewet med den mandlige vinder. Det kommer til sidst og er primært af alibimæssig karakter, da ganske få er interesseret i at se på en nøgen mand eller høre, hvad han har at sige. Men eftersom det ville virke oplagt diskriminerende mod et køn, omend ingen rigtig ved hvilket, kun at fokusere på kvinderne, får han lov til at sige noget i stil med:

“Mine venner sagde, jeg ikke turde. Men det gjorde jeg.”

Afslutningsvis ønsker vi vinderne tillykke med sejren samt præmien på to fribilletter, men undlader at informere dem om, at de nu optræder nøgne i stort set alle internationale fotobureauers databaser til evig tid.