Foto: puzurin, Bigstock

Frikawarma eller shadelle er nogle af navneforslagene til den nye ret, som partiet ønsker indført på landets kebabrestauranter, og som kan have afgørende betydning for statsborgerskabet.

“Hvis man kan rulle et araberbrød om de der oksestrimler, man skraber af sådan en drejende kødklump, eller om et par falafler, kan man vel også rulle det rundt om et par frikadeller.”

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis fødevareordfører, Lise Bech, der ønsker en ny type shawarma, nemlig med frikadeller af hakket kalve- og flæskekød, indført på danske kebabrestauranter.

“Man kan give retten mange forskellige navne, så kunden tydeligt kan finde den, for eksempel en frikawarma, en shadelle eller måske en rulledelle, ligesom rullekebab, til dem, der bor i Jylland,” siger ordføreren, men erkender, at det kan blive svært få forslaget igennem.

Udansk uden frikadeller
“Når der ikke er tale om offentlige institutioner, kan vi ikke så godt blande os i, hvad erhvervsdrivende putter i deres mad, så længe det ikke er giftigt. Men vi kan vel godt sige vores mening og på den måde påvirke folkestemningen i en retning, hvor det efterhånden bliver betragtet som udansk ikke at tilbyde sine kunder en frikadelle-shawarma.”

Den nye ret kan, ifølge Lise Bech, fungere som en slags integrationsmotor.

“Frikawarmaen kan lære vores muslimske medborgere at omgås svinekød, så de måske en dag får lyst til at smage, samtidig med at de ser, hvordan retten tiltrækker nye kunder, så incitamentet til at have med svinekød at gøre bliver større. Det er civilsamfundet, når det er bedst!”

Fløderulledelle
Ordføreren indrømmer dog, at hvis den bløde opfordring ikke rækker, tager man måske hårdere midler i brug.

“Indtagelse af frikawarmaen kan blive nødvendig for at få statsborgerskab eller opholdstilladelse, ligesom danskhedstesten kan indeholde flere spørgsmål om, hvordan man laver retten.”

Indtil videre vil Dansk Folkeparti nøjes med at afholde en række madarrangementer i landets større byer, hvor Adam Price vil lave sin version af retten, den såkaldte fløderulledelle.