Foto: Folketinget.dk

Foto: Folketinget.dk

Selvom ældreminister Thyra Frank allerede i tirsdags modtog en email om et defekt køleskab på et plejehjem i Tønder, er køleskabet endnu ikke blevet repareret eller udskiftet. 

Det skulle være så godt, men så er det faktisk skidt. Så kort kan fortællingen om den nye ældreminister, Thyra Frank, tilsyneladende opsummeres. For en aktindsigt, som RokokoPosten har fået, viser, at ministeren allerede tirsdag morgen modtog en mail om, at køleskabet på Plejehjemmet Solbakken i Tønder var defekt.

Men på intet tidspunkt i løbet af de fire dage, der er gået, siden Frank modtog mailen, har ministeren gjort noget for at råbe bod på dette forhold. Det kan RokokoPosten ved selvsyn konstatere lørdag morgen, hvor køleskabet stadig er ubrugeligt og endda er begyndt at lugte underligt.

Thyra nedsætter taskforce
Det er da også en tydeligt rystet Thyra Frank, som RokokoPosten konfronterer med hendes manglende indsats for de ældre.

Hvorfor har du ikke købt et nyt køleskab til Solbakken?

“Plejehjemmenes budgetter er en kommunal opgave, men …”

Min onkel har lige købt et nyt køleskab til kun et par tusind kroner i Elgiganten, og han er dyrlæge. Hvis han kan, hvorfor kan du så ikke, når du er minister? Er det fordi, du hader gamle mennesker?

“Sådan kan man ikke se på det, fordi …”

Kan du ikke beklage, nedsætte en taskforce og placere et ansvar? 

“I kan få en taskforce og en beklagelse, men jeg nægter at placere et ansvar. Kan vi lande den der?”

Top.

Ole Birk svigter: Ingen salgsvogn
Men Thyra Franks mangelfulde indsats i Tønder er ikke det eneste eksempel på ministeriel forsømmelse, som RokokoPosten har fået kendskab til. Også transportminister Ole Birk Olesen er kommet under hård beskydning for ikke at have levet op til sit nye ministeransvar.

Flere af hinanden uafhængige kilder fortæller, at ministeren endnu ikke har fået lappet hullet i cykelstien på Frederikssundsvej ud for optikeren ved Brønshøj Torv. Hullet bliver kun større og større, som tiden går. Endvidere har ministeren trods flere dage på posten heller ikke fået genindført salgsvognen i DSBs intercitytog, hvilket ifølge pålidelige kilder er en problematik, der bliver set på med stor alvor i dele af dansk presse.