Foto: Steen Brogaard, ft.dk

Foto: Steen Brogaard, ft.dk

“Folk har mest af alt været søde og forstående,” siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), der dog frygtede, at hans forældre ville blive nervøse for, om de så skulle til at have børnebørn.

Tidligere i dag afslørede økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll på Twitter, at han har fået en ny kæreste, og at der denne gang er tale om en kvinde. Det har affødt en masse reaktioner, der heldigvis overvejende er positive, fortæller Simon Emil, der til RokokoPosten fortæller, at han mest af alt var nervøs for, hvordan hans forældre ville reagere på nyheden:

“Ville de tænke ‘åh nej, risikerer vi så at få børnebørn?’ og den slags, som man hører heteropar fortælle om? Men de var meget forstående, selvom de nok lige skal have lidt tid til at fordøje nyheden. Det er nok heller ikke nemt, når ens 39-årige søn pludselig kommer og siger, at han er til kvinder.”

“Hvem af jer er så kvinden?”
Han fortæller, at han selvfølgelig også har fået det klassiske spørgsmål om, hvem af de to der er kvinden i forholdet. Men det gør ikke så meget, synes han.

“Folk er jo bare nysgerrige, og når jeg selv melder det åbent ud, at jeg er blevet kæreste med en kvinde, er det helt naturligt, at det afføder spørgsmål,” siger Simon Emil Ammitzbøll, der dog ikke ønsker at svare på spørgsmål om, hvorvidt han eller hans kæreste godt kan lide at få den bagi, eller hvordan de i det hele taget får det der med sex til at fungere.

Ikke bange for kønssygdomme
Andre har bekymret spurgt, om han ikke er bange for at få kønssygdomme, nu hvor han er blevet kæreste med en kvinde. Det er han dog ikke.

“Jeg ved godt, at heteroseksuelle kvinder kan få kønssygdomme, men jeg vælger at stole på min kæreste. Så nej, det er jeg ikke mere bekymret for, end jeg ville have været, hvis jeg bare var blevet kærester med en mand,” siger han.

De fleste af Simon Emils kolleger på Borgen har også taget pænt imod nyheden. Dog udtaler DF’s Kenneth Kristensen Berth:

“Jeg synes ikke, det er nødvendigt at skilte sådan med det. Det næste bliver vel en heteroparade gennem byen.”