Foto: omgimages, Bigstock

Foto: omgimages, Bigstock

Selvom en 42-årig indvandrer fra New Zealand har udviklet en kur mod kræft og engang snød foran i køen i Djurs Sommerland, er han endnu ikke blevet udvist. En beklagelig fejl, mener Udlændingestyrelsen.

Paul Smith er oprindeligt født i Wellington, New Zealand, men har siden 2009 boet i Danmark, hvor han er dansk gift, aldrig har modtaget offentlige ydelser eller haft sygedage.

Den 42-årige kræftlæge og atomfysiker havde regnet med, at opholdet snart ville være et overstået kapitel, da han både har bidraget til samfundet og begået marginale fejl.

Men til sin store overraskelse har Smith endnu ikke fået inddraget sin opholdstilladelse.

Udlænding: Oplagt at udvise mig nu
“Jeg må indrømme, at det er kommet noget bag på mig, at jeg endnu ikke er blevet sendt ud af landet. Særligt fordi min datter snart skal starte i skole, hvilket ville være et oplagt tidspunkt at smide mig ud på,” siger han og fortsætter:

“Ret beset har jeg bidraget til det danske samfund, både økonomisk og ved at opfinde en kur mod kræft, hvilket nok ikke har undgået myndighedernes opmærksomhed, da kuren indbragte mig Nobelprisen.”

Ikke nok med at Paul Smith har bidraget til det danske samfund. Han har også begået fejl af den slags, som ellers burde føre til udvisning.

“For et halvt år siden fik jeg en bøde for at holde 12 minutter for længe på en parkeringsplads på Østerbro, og i sommeren 2016 kom jeg til at springe over i køen til rutsjebanen Piraten i Djurs Sommerland. Så jeg kan helt ærligt ikke se, hvordan jeg lovligt kan forvente at opholde mig her,” siger han.

Udlændingestyrelsen: Sandsynligvis en fejl
Hos Udlændingestyrelsen er man også i vildrede over, hvorfor Paul Smith endnu ikke er blevet sendt ud af Danmark.

“Generelt er det langt nemmere at blive i landet, hvis man har været involveret i organiseret kriminalitet. Men det tyder intet på, at Paul Smith har. Tværtimod har han begået netop den slags banale transgressioner, som ethvert sundt samfund bør slå benhårdt ned på. Så jeg har desværre ikke nogen god forklaring på, hvorfor han endnu ikke har fået inddraget sin opholdstilladelse. Det virker simpelthen som en fejl,” siger Merete Andersen, der er kommunikationsansvarlig i Udlændingestyrelsen.

Hun maner dog til besindelse og understreger, at myndighederne sagtens kan råde bod på den eventuelle svipser, der uretmæssigt har givet Paul Smith ret til at være i landet.

“Hvis alt andet fejler, kan vi altid med tilbagevirkende kraft opfinde en blanket på rumænsk, som Smith skulle have udfyldt spejlvendt for tre dage siden, og bruge den til at få ham udvist,” siger hun.