Foto: Søren Egebæk, Forsvaret.dk

Foto: Søren Egebæk, Forsvaret.dk

Siden 2015 har danske soldater trænet irakere fra den shiitiske Hash’d al Shaabi-milits. Målet er, at irakerne bliver så dygtige krigere, at de i fremtiden kan vinde over veludrustede og veluddannede modstandere, såsom danske soldater.

Solen skinner fra en skyfri himmel. Selv om det kun er formiddag, har temperaturen allerede sneget sig op over 40 grader på Al Assad Airbase, der ligger i Anbar-ørkenen, 160 kilometer fra den irakiske hovedstad, Bagdad. Her møder RokokoPosten sergent i Hjemmeværnet Brian Hansen, der drikker af en plasticflaske med vand. Han har undervist på skydebanen siden klokken seks om morgenen.

Intet behov for at aflære gamle procedurer
”Det er virkelig spændende at arbejde sammen med de irakiske soldater. Mange af dem har tidligere modtaget undervisning fra vestlige instruktører, men vi skal heldigvis ikke bruge tid på at aflære forkerte procedurer,” udtaler sergenten og henviser til det 25 milliarder dollar dyre træningsprogram, som USA fra 2003-2011 brugte til at opbygge den irakiske hær. En hær, der kollapsede totalt, da den kom i kamp med Islamisk Stat i 2014.

Brian Hansen, der er forhenværende overkonstabel i Livgarden, har taget orlov fra sit job som elektriker for at bruge de næste tre måneder på at træne en bataljon irakiske soldater fra den iranskstøttede shiitiske Hash’d al Shaabi-milits. Det er hans tredje tur til Irak.

”Tag nu Hassan her,” siger sergenten og peger på en irakisk befalingsmand.

”Ham mødte jeg første gang på en fodpatrulje for ti år siden i Al-Hartha i det sydlige Irak. Pludselig sprang han frem fra et hjørne og tømte sit 30-skudsmagasin mod mig på få meters afstand. Selv om Hassan på det tidspunkt allerede havde modtaget træning fra amerikanske specialstyrker, ramte han ved siden af med alle sine skud. Måske fordi han lukkede øjnene, råbte ‘Allahu Akbar’ og skød fuldautomatisk fra hoften.”

Brian demonstrerer ved at pege vildt rundt med fingeren, mens han laver skydelyde. Begge mænd ler hjerteligt.

Guds straf vil ramme de vantro
”Om Gud vil, vil jeg bruge min skydeuddannelse til at gøre op med de fordømte takfiri (sunni-muslimer, red.). Derefter vil Guds straf ramme den lille Satan (Israel, red.), den store Satan (USA, red.) og deres vantro lakajer (Danmark, red.),” udtaler Hassan, mens han forgæves forsøger at sætte magasinet omvendt i sin M-16-riffel.