Foto: designer491, Bigstock

Med inspiration fra diskussionen om gymnasieelevers fravær lægger Lizette Risgaard op til, at også LO’s medlemmer kan blive væk fra arbejdet uden konsekvenser, gerne en femtedel af tiden.

Måske er man syg, måske er man stresset, eller måske har man bare en øv-dag, hvor man hellere vil gå derhjemme og hygge sig lidt i stedet for at tage på arbejde. I så fald skal man kunne tage sig en fraværsdag, uden at det nødvendigvis sætter én i et dårligt lys hos arbejdsgiveren.

“Vi mener, at det bør være i orden for vores medlemmer at blive væk fra deres arbejde, så længe de dukker op omkring 80 procent af tiden. Det er kun rimeligt, når man tænker på de hårde krav, som det senmoderne præstationssamfund stiller til et menneske,” siger LO’s formand, Lizette Risgaard, der blandt andet repræsenterer 3F, Dansk Metal og HK.

Voksne har flere pligter
Risgaard har ladet sig inspirere af den aktuelle diskussion om gymnasieelevers fravær, der blussede op, da undervisningsminister Merete Riisager (LA) offentliggjorde sine planer om at få gymnasierne til at kontrollere og sanktionere fravær, blandt andet ved at fratage elevens SU, hvis vedkommende har et fravær på 15 procent eller derover.

“Gymnasieelevernes organisation brokkede sig, men mange af de hårdtarbejdende danskere, jeg repræsenterer, påpegede, at de altså ikke bare kan blive væk fra arbejde 15 procent af tiden, uden at deres chef påpeger det. Og så var det, jeg fik tanken: Hvorfor ikke?” spørger Risgaard og tilføjer, at voksne mennesker typisk har flere pligter end gymnasieelever.

“Mange af dem har børn, der skal passes, måske nogle gamle forældre, de skal tage sig af, og så skal de jo selv stå for at betale regninger, vaske tøj og lave mad. Det skal gymnasieeleverne som regel ikke, så derfor mener jeg, det er rimeligt, at det arbejdende folks fravær bliver lidt højere.”

Blive hjemme med datteren
Yasser Shahzad arbejder på et industribageri, er organiseret hos Fødevareforbundet NNF og meget positiv over for Lizette Risgaards forslag.

“De få gange, jeg har været syg, har min chef været flink nok, men han understreger altid, at det er svært at finde andre til at tage min vagt, så jeg ville slet ikke kunne tage en øv-dag eller blive hjemme med min lille datter. Hvis 20 procents fravær blev accepteret, kunne jeg få mere tid til det, jeg virkelig kan lide at lave,” siger han.