Foto: Ztranger, Bigstock

Det er hårdt at blive arresteret for massiv svindel i et land med fængsler af dårlig kvalitet, især hvis man er kvinde og nærmer sig pensionsalderen, lyder det fra styrelsen, der har bevilget sig selv 4,2 millioner i satspuljemidler.

Typisk beskæftiger sociale projekter sig med unge mænd, der efter nogle år med kriminalitet og strafafsoning i Danmark skal ud i samfundet igen som produktive borgere. De lidt ældre kvinder, der anholdes i udlandet, fx for at have stjålet penge fra statskassen, kan selvsamme stat sjældent hjælpe.

“Mange forhold arbejder imod disse mennesker: Som ældre kvinder passer de ikke til billedet af den klassiske kriminelle, altså den unge lømmel, og bliver derfor diskrimineret på baggrund af forældede stereotyper. Samtidig har de sociale myndigheder ikke blik for de særlige udfordringer, der rammer en mistænkt dansker, når vedkommende arresteres i udlandet,” siger Jutta Nielsen, der er projektleder og superbruger i Socialstyrelsen, som for nylig bevilgede 4,2 millioner til sig selv i satspuljemidler for at gøre noget for de udsatte kvinder.

Sydafrikanske fængsler er demotiverende
“Hvis man anholdes i fx Sydafrika, vil man opleve fængsler af ringe kvalitet, som kan tage modet fra den udsatte ældre kvinde og demotivere hende, når det kommer til resocialisering. Her kan vores projekt bidrage med råd, vejledning og hjælpepakker, der indeholder livsvigtige fornødenheder som en Land Rover, sort hårfarve og et hold raceheste,” tilføjer den 64-årige Jutta, der aldrig selv er blevet dømt for noget som helst og lever en upåfaldende tilværelse i Rødovre.

Socialstyrelsens projekt skal ikke blot hjælpe de berørte kvinder, men også skabe opmærksomhed om deres særlige problemer.

Jutta er i Panama
“Næste uge søsætter vi en kampagne, hvor vi viser billeder af en sød ældre kvinde, der kunne være din bedstemor, og spørger beskueren, om det er rimeligt, at hun skal rådne op i et sydafrikansk fængsel, når hun for pokker jo bare har overført nogle småbeløb til private konti, herregud, idéen var, at hendes børn skulle arve. Er det nu en forbrydelse at vise sine børn kærlighed?” spørger Jutta, der dog ikke selv skal stå i spidsen for projektet, da hun er i Panama:

“Jeg er kommet i besiddelse af en stor arv og er derfor helt tilfældigt taget til et land, der ikke har en udleveringsaftale med Danmark, for at nyde mit otium.”