Foto: popaukropa, Bigstock

På grund af den manglende betaling fra gallerier og museer erklærer danske kunstnere, at deres produktion af abstrakte installationer ophører fra i dag.

“Når københavnerne må nøjes med gamle dages guldalderkunst og forhistoriske potteskår, vil de indse, hvor værdifulde vi er.”

Irene Henriksen, den ene del af duoen Henriksen & Wesselbrandt, er overbevist. En landsdækkende strejke, blandt andet foretaget af danske installationskunstnere, vil sætte en stopper for praksissen med at betale udøvende kunstnere meget lidt eller ingenting for deres værker.

Protesterer i midten af december
I sidste uge dannede Henriksen Facebook-gruppen Strejkende Kunstnere, der indtil videre har over 400 medlemmer. En af disse, Poul Stjernekaster Jensen, havde planlagt en installationshappening på fredag, men har besluttet sig for at trække den tilbage.

“Jeg ville klæde mig ud som en hest, tage en pensel i munden som et bid og løbe gadedrengeløb rundt på Rådhuspladsen i København netop for at illustrere kunstnerens udsatte position og menneskelivets skrøbelighed. Men en strejke er langt mere virkningsfuld,” siger han og forventer, at danskerne protesterer engang i midten af næste måned.

“Når julen for alvor rammer os med dens anstrengt positive stemning og vanvittige forbrugsorgier, vil folk længes efter en indsigtsfuld kommentar til absurditeten, gerne i form af ekspressiv dans eller en lysinstallation.”

Slut med kønstryk på biblioteket
Også Marianne Marianna, der specialiserer sig i kønspolitiske events, stopper sit virke fra i dag.

“Om tirsdagen består min kunstneriske praksis i, at jeg tager hen til et nærliggende beboerhus, som jeg lejer i to timer, og skaber værker i mødet mellem krop, stof og væske. De værker plejer jeg så at udstille på det lokale bibliotek. Men det er slut nu,” siger den 43-årige kunstner, der forlanger ordentlig betaling for sit arbejde.

“Da jeg hørte om de sørgelige forhold på Aros, tænkte jeg straks på Jytte fra biblioteket, der sagde, at jeg ikke fik noget for at udstille og endda selv skulle hænge mine tryk op. Men jeg kunne da tage en kop kaffe eller kakao fra automaten. Det finder jeg mig ikke i længere.”