Foto: Folketinget.dk

Han er til stede og fraværende i Folketinget på én og samme tid, fortæller forbløffede forskere om en mystisk nyopdaget politikertype.

Almindelig logik tilsiger, at ingen genstand i universet både kan være til stede og fraværende på samme tid. Men ny forskning viser højst overraskende, at det ikke altid forholder sig sådan.

Et forskerhold fra Københavns Universitets Center for Politiske Kvantestudier har nemlig identificeret en sjælden politikertype ved navn Henrik Sass Larsen, som både er fraværende og til stede i det danske  parlament, forklarer professor Erik Matthiasen.

Svar afhænger af spørgsmålet
“Vi kalder fænomenet for Schrödingers Sass, opkaldt efter et kvantemekanisk tankeeksperiment, der blev opstillet af den østrigske fysiker Erwin Schrödinger og involverer en kat. På grund af kvantemekaniske spidsfindigheder er det umuligt at sige, om katten er død eller levende. På samme vis er det simpelthen umuligt at fastslå, hvorvidt Sass Larsen er til stede i Folketinget eller ej,” siger Matthiasen og uddyber:

“Egentlig er det også for simpelt at spørge, om han er der eller ej. Svaret afhænger fuldstændig af spørgsmålet og i høj grad også af spørgeren. Er Sass til stede som aktiv politiker, der står til rådighed for journalister? Så afgjort nej. Men det udelukker ikke, at han, når andre spørger, samtidig kan sidde og pusle med noget partihistorie nede i Folketingets arkiv. Måske.”

Hverken enten-eller
Ifølge Erik Matthiasen er det derfor nødvendigt at tænke helt ud af boksen, hvis man vil forstå fænomenet Schrödingers Sass.

“Det nytter ikke, at man forsøger at erkende dette fænomen via de normale newtonske love. Når det kommer til Sass Larsens placering og virke, er der tale om en unik kvantemekanisk tilstand, der bedst kan formuleres som, at han er både-og samt hverken enten-eller,” siger han.

Denne udlægning bekræftes af et opkald til Socialdemokratiets pressetjeneste, hvor en medarbejder besvarer spørgsmålet om, hvorvidt Henrik Sass Larsen stadig er sygemeldt eller er vendt tilbage til sit folketingsarbejde, med et ja. Medarbejderen tilføjer, at han desuden ikke ønsker at forholde sig til spørgsmålet, der i øvrigt ikke er relevant og muligvis chikane.