Foto: bioraven, Bigstock

Fremover skal danskerne vænne sig til, at den eneste smag, man kan få i sin alkohol, er sprit. Begrænsningen indføres for at forhindre unge i at udvikle nogen form for nydelse ved indtagelse af rusmidler.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) er overordentlig klar i spyttet, idet han ved et pressemøde torsdag lancerer regeringens nye politiske initiativ under overskriften “Gør alkohol smagløst”.

Tiltaget skal sørge for, at unge ikke begynder på et alkoholforbrug, og at alle andre får en langt dårligere oplevelse med alkohol end hidtil.

Minister: Nydelse ud af nydelsesmidler
“Jeg håber meget, at de af jer, som kan lide alkohol med smag, har nydt det hen over julen, for det bliver med sikkerhed den sidste december, hvor I får den mulighed. Lad mig udtrykke det klart: Efter regeringens mening skal der ikke være nogen nydelse forbundet med nikotin- eller alkoholholdige nydelsesmidler overhovedet,” siger Heunicke og fortsætter:

“Derfor må alkoholiske drikke fremover ikke indeholde andet end ætanol, beskrevet med molekyleformlen C2H5OH, blandet op med vand. Produktet vil man til nød kunne få i varianter på henholdsvis 4,5 procent, 12 procent og 37,5 procent for dem, som stadig længes efter henholdsvis øl, vin og spiritus.”

Ministeren fortæller også, at alkohol fremover kun må sælges i anonyme indpakninger.

“En simpel gennemsigtig flaske uden anden etiket end eksempelvis ‘Alkohol 37,5 procent’ og med små dødningehoveder påklistret, så ingen svage sjæle bliver lokket af sjove billeder af Captain Morgan eller fancy franske vinslotte,” beskriver han.

Tænk dog på børnene
Magnus Heunicke fortæller, at regeringen vil lovgive for at gøre et alkoholisk blandingsmisbrug så svært som overhovedet mulig.

“Vi vil gøre det lovpligtigt for detailhandlen at forhindre kunderne i at købe alkohol i kombination med en lang række produkter som juice, sodavand, tyrkisk peber samt stort set alle typer frugt. For der er jo ingen pointe i at forbyde færdigblandet velsmagende alkohol, hvis folk kan gøre det hele selv,” siger han og afslutter:

“Hvis ingen af de tiltag hjælper, vil vi i folkesundhedens tjeneste overveje at tilsætte stoffer til alkoholen, der enten får en til at kaste op eller blive blind efter længere tids brug. Nogen bliver nødt til at tænke på børnene.”