Når økonomien tvinger serviceassistent Lone Mikkelsen til at bruge færre penge på sine børn, får hun brug for at forkæle sig selv. Derfor glæder det hende, at kommunens politikere tager på hotel for at planlægge besparelser.
Nedskæringer er altid en alvorlig sag. Især når det går ud over i forvejen udsatte borgere. Derfor sørger Københavns Kommune for gunstige rammer til de mennesker, der træffer de konkrete beslutninger om, hvor der skal spares i budgetterne.
Det er faldet nogle for brystet, at Socialudvalget bruger knap 3000 kroner per næse på disse hotelophold. De mener, at det var bedre, hvis de 50.000 kroner per møde i stedet kunne bruges til at nedsætte det beløb, der skal spares.
For serviceassistent Lone Mikkelsen tyder den tankegang på, at folk ikke forstår, hvad det gør ved en, når man er nødt til at skære ned på udgifterne. Sidste år ændrede hendes økonomiske situation sig mærkbart til det værre.
Intet sammenlignet med kommunalbudgetterne
“Pludselig var der ikke længere råd til, at ungerne kunne gå til fodbold, og jeg var nødt til at droppe en rejse til Mallorca, som de glædede sig vildt meget til. Jeg var så ked af det, at jeg blev nødt til at få ordnet negle og købe nyt tøj for ikke at gå helt ned med flaget,” siger hun og tilføjer, at de 1200 kroner, hun brugte på det, var småpenge set i lyset af, at hun skulle spare 30.000 om året.
Hendes egne erfaringer betyder, at hun har stor forståelse for, at lokalpolitikerne vælger at tage på hotel for at beslutte, hvordan de skal spare 23,3 millioner kroner.
“Det er et tiltrængt plaster på såret til mennesker, der skal træffe nogle rigtig vanskelige beslutninger. Jeg var selv grædefærdig over at skulle tage så meget fra børnene, men efter en dag med selvforkælelse fik jeg overskud til at rumme deres skuffelse,” siger hun og tilføjer, at 50.000 kroner slet ikke er rigtige penge, fordi kommunens samlede budget er så stort.
Stadig håb for lokalpolitikerne
For Lone Mikkelsen er det derfor positivt, at hendes tvungne donationer til kommunekassen bliver brugt til at finansiere hotelophold.
“Som regel ryger ens donationer i et bundløst hul, fordi de bliver brugt på mennesker i håbløse situationer. Lokalpolitikerne er der stadig håb for. Derfor kan det godt betale sig at værne om dem,” siger hun og tilføjer, at det endda kan blive en gevinst for hende som skatteborger:
“Frynsegoder giver gladere og mere effektive medarbejdere, og vi har jo alle en interesse i, at vores politikere trives og har det godt.”