Ill.: vectorpouch, Bigstock

Ill.: vectorpouch, Bigstock

Som de fleste andre skoleelever har Sebastian fra Allerød ikke lært om kvindens hemmelige våben, herunder bryster, tøjvask og tentakelmonstre fra det ydre rum. Derfor tror han, at mænd er stærkere end kvinder. RokokoPosten sætter tingene på plads. 

Kære RokokoPosten

Jeg har lært om evolution i skolen, og der er noget, jeg ikke forstår. For Darwin siger, at den stærkeste overlever, men der findes stadig kvinder, så hvordan kan det passe? Mænd er jo meget stærkere end kvinder. Tog Darwin fejl, eller er der noget, jeg bare ikke fatter?

Venlig hilsen
Sebastian

Kære Sebastian

Der er noget, du bare ikke fatter. Det kan du ikke selv gøre for, for det er noget, man glemmer at lære jer, når man gennemgår darwinismen i skolerne.

Sagen er, at kvinder gennem hele menneskehedens historie har opfundet en lang række våben, som er rigeligt gode til at hamle op med mænds muskelstyrke. Alt i alt har kvinder en stor fordel, fordi deres våbenarsenal er langt mere alsidigt end mænds, der mest består af muskler, slag- og skydevåben samt virkelig klamme bøvser.

Kvinders våbenarsenal består derimod af alt fra bryster til tentakelmonstre fra det ydre rum. Kvinder kan forføre mænd med deres sexappeal, de kan bedøve mænd med mad, øl og fjernsyn, de kan pacificere mænd ved at lave mad til dem, vaske deres tøj og behandle dem som børn. Og så kan de hidkalde dødsensfarlige tentakelmonstre fra det ydre rum, men kun når der virkelig er fare på færde.

Derudover har kvinder gennem hele menneskehedens historie haft den fordel, at mænd i deres første leveår er fuldstændig afhængige af dem. Det giver kvinden en betydelig fordel, fordi hun i løbet af disse år kan nedbryde mandens forsvar og præge ham, som hun lyster.

Der findes også kvinder, der kan tale med dyr og bestemme, om det skal være solskin eller regnvejr. Det er kvinder, der bestemmer, hvis tur det er til at komme i Tivoli, og det er kvinder, der står bag udviklingen af den passivt agressive samtaleform samt den der sveskegrød, som du vil gøre alt for at slippe for at spise.

Så du kan godt se, at sammenlignet med kvinder er mænd nogle skravl. Det skal du ikke være ked af, for det ændrer ikke noget.

Venlig hilsen
RokokoPosten