Foto: takoradee, Wikipedia

Efter coronavirussen er det gået op for alle mennesker på Jorden, at buffet er temmelig ulækkert. Forskere er enige og mener, at buffeter risikerer at fremme muterende vira.

“Altså, vi står 30 mennesker og deler alle tænkelige kropsvæsker og udsondringer på det samme bestik og dermed den samme mad, der med usvigelig sikkerhed er temmelig ringe,” siger Pia Mortensen, som RokokoPosten fanger på gågaden i Esbjerg.

“Det er jo ufattelig ulækkert.”

Den holdning deler Pia Mortensen med hele 100 procent af Jordens befolkning, viser en ny global rundspørge foretaget af RokokoPolls, hvor samtlige respondenter svarede 10 på spørgsmålet: “På en skala fra 1 til 10, hvor 1 er lidt klamt, og 10 er ufattelig klamt, hvor klamme er buffeter egentlig?”

Risiko for mutationer
Også blandt forskere er der stadig større fokus på buffeters klamhed. Professor i fødevareklamologi Peter Svendsen fra Aarhus Universitet har undersøgt buffeterne på en lang række danske restauranter.

“Vores hold har besøgt 20 forskellige spisesteder med buffet og taget repræsentativt udvalgte dele af ‘maden’, omend vi har haft problemer med at identificere, om det testede skulle forestille at være kød eller grøntsager,” forklarer han og uddyber de foreløbige konklusioner.

“Vi har i buffeterne fundet dele af en drengecykel af mærket Winther fra 1988, rester af DNA fra en pangolin og to flagermus, lidt af Jimmy Hoffas højre storetå og et forbløffende stort antal trafikdræbte huskatte. Buffeter er dybest set en slags wet markets i miniformat, der giver ufattelig stor risiko for uheldige virusmutationer, hvilket blot er endnu en grund til, at ingen mennesker nogensinde bør spise fra dem igen.”

Tex-mex-buffetbruger: Carpe diem
Den konklusion er Erik Mørch, der arbejder på en mellemstor it-virksomhed i Rødovre, hvis kantine i dag har tex-mex-tema, imidlertid uenig i.

“Selvfølgelig er det klamt og risikofyldt. På den anden side er det virkelig fedt, at man selv kan vælge og tage lige så meget, man vil. Carpe diem!” siger Erik Mørch, mens han med fingrene fylder sin syvende taco med kød af ubestemmelig oprindelse.