Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

Den forhenværende statsminister har fået en ny ordførerpost. Socialdemokratiet afviser at oprette en lignende post, da opgaven allerede varetages af Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard. 

Tirsdag udpegede Venstre Lars Løkke Rasmussen som partiets politiske bagklogskabs-ordfører. Der er tale om et nyt ordførerskab, som partiledelsen har store forventninger til.

“Lars har det, man i lægekredse kalder 20/20 hindsight (perfekt bagudrettet syn, red.), hvilket, sammen med hans idérigdom og virkelyst, gør denne post oplagt for ham,” udtaler Martin Geertsen, der er fungerende politisk ordfører for Venstre, og tilføjer:

“Tidligere er opgaven blevet varetaget af redaktører og kommentatorer i Berlingske, men selv om vi værdsætter privat initiativ, er det en kapacitet, vi har brug for inhouse.”

Skal kloge sig på regeringen og Venstre
Lars Løkke Rasmussen var statsminister fra 2009-11 og igen fra 2015-19 og sidder stadig i Folketinget. Han ser frem til at gå i gang med opgaven.

“Siden jeg stoppede som statsminister, er det gået op for mig, hvor ufatteligt meget alle andre har taget fejl i fortiden. Her tænker jeg ikke kun på regeringens coronahåndtering, der slet ikke har taget hensyn til alt det, vi ved i dag,” udtaler Løkke Rasmussen og fortsætter:

“Også en række forhold i Venstre fra Anders Fogh Rasmussens tid og helt op til efteråret 2019 fortjener en grundig udredning. Det sidste vil jeg behandle i min kommende bog. Alle siger jo, at borgerlige politikere skal i gang med at skrive bøger!”

S har Lykketoft og Ritt Bjerregaard
I Socialdemokratiet har man ingen planer om at gå Venstre i bedene:

“Det giver ingen mening. Mette Frederiksen er som bekendt ufejlbarlig, og det har vi adskillige ordførere, der gentager igen og igen,” siger partiets politiske ordfører, Jesper Petersen, og tilføjer:

“Desuden har vi et veritabelt festfyrværkeri af forhenværende top-socialdemokrater, der heldigvis ikke er bange for at give gode råd til den siddende formand. Mest fremtrædende kan jeg nævne Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard, men også bidrag fra Poul Nyrup Rasmussen og Bjarne Corydon er meget værdsatte.”