Foto: artbesouro, Bigstock

Det kan ikke være vores opgave at sætte andre ind i færdselsregler og den lille tabel, lyder det fra lærere landet over, der opfordrer alle uvidende mennesker til at “google that shit”.

Claus Jensen er træt. Træt ind til benet. I snart 30 år har han undervist unge i, hvordan man kører bil, men nu gider han ikke mere.

“Det kan ikke være min opgave som kørelærer-krop at fortælle andre ikke-kørelærer-kroppe, hvordan de skal navigere i det system af undertrykkelse og privilegier, der udgør den strukturelt repressive færdselslovgivning,” siger han og opfordrer mennesker, der ønsker at vide mere om kørsel, til at søge på nettet.

Gør tingene bedre
Google that shit! Educate yourself! Jeg gider ikke gøre dit emotionelle arbejde for dig, og jeg gider slet ikke have en debat om, hvorvidt strukturel færdselslovgivning findes. Der skal journalister simpelthen gøre. Tingene. Bedre!” fortsætter han med et tydeligt klap efter hvert af de sidste tre ord.

Annegrete Andersen, matematikprofessor ved Aarhus Universitet, er enig. Også hun har i mange år forsøgt at lære fra sig, nemlig hvad angår algebra, statistik og lignende emner.

“Det er helt umuligt, når de studerende knap nok kan den lille tabel. Og så vil de diskutere med mig og sætte spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan bruge matematik til noget. Det er et overgreb og en fornægtelse af min eksistens,” siger hun, der derfor har sagt op og fremover vil sætte sit aktivistiske matematik-arbejde på lavere blus.

Fysikken styret af undertrykkende love
Det forstår en af hendes kolleger, fysiklektor Carsten Schou Petersen, godt.

“Sidste år fik jeg en stressreaktion, da en af mine studerende ville debattere i en af mine timer – og jeg er bare ekstern lektor! Tænk, hvis man var fastansat og skulle arbejde aktivistisk med naturvidenskabelige fag på fuld tid,” siger han, der især bliver irriteret, når de studerende ikke forstår tingene første gang.

“Så spørger de, om det virkelig kan være rigtigt, at fysikken er stramt styret af undertrykkende love, og til det må jeg bare sige: Ja, ven, sådan er det, og sådan har det altid været. Kun kapitalismen har eksisteret i længere tid end fysikkens love.”