Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

Når man er slidt ned efter mange år i dansk politik, skal man have mulighed for at træde af med værdighed, mener den tidligere bestyrelse for lokalforeningen i Herlev.

“Kristian er en god, solid medborger, der må stå op om morgenen og gå på arbejde med smerter. Smerter over dårlige meningsmålinger. Smerter over at være blevet overhalet indenom af Socialdemokratiet på indvandringspolitikken. Smerter over at være en tam efterfølger til Pia Kjærsgaard. Han skal have lov at stoppe, inden han er helt slidt ned.”

Sådan lød det sidste uge fra den tidligere bestyrelse for Dansk Folkepartis lokalforening i Herlev, der kaster et nyt krav ind i regeringens forhandlinger om en aftale om værdig tilbagetrækning. Ordningen skal udvides til også at inkludere partiets egen formand, Kristian Thulesen Dahl.

De store løft udebliver
“Tulle har siddet i Folketinget siden 1993 og været vores formand siden 2012. Det kan mærkes på krop og sind. Han kan ikke det samme, som han kunne engang, og de store løft i meningsmålingerne udebliver simpelthen,” siger Kim Kristensen, der indtil for nylig var Dansk Folkepartis medlem i Herlevs kommunalbestyrelse.

“Han har klaret det rigtig flot, og det ville være uværdigt, hvis vi skulle visitere ham til en tidlig tilbagetrækning i stedet for bare at lade ham gå.”

Også Pia Kjærsgaard anerkender behovet for en tidlig tilbagetrækning til Kristian Thulesen Dahl, men regner ikke selv med at gøre brug af den type ordning.

Han bliver ellevild
“Jeg synes, vi bliver nødt til at have en ærlig snak som DF’ere. Sådan en som mig har redet på en bølge af fremgang til nu, hvor næsten samtlige andre partier stiltiende giver os ret. Så har der været jobbet som Folketingets formand, men det er næppe noget, der har slidt mig ned. Jeg skal nok klare mig, til jeg når de 116. Sådan er det altså ikke for alle i det her parti,” siger hun.

Kristian Thulesen Dahl har ikke selv nogen kommentar til, hvad han mener om lokalforeningens udspil, men Kim Kristensen tror, at formanden bliver vild med idéen.

“Hvis vi får det her igennem over for regeringen, bliver han ellevild. Tænk, at kunne gå hjemme med ungerne og se, hvordan Morten (Messerschmidt, næstformand, red.) enten bygger partiet op igen på en platform af Nye Borgerlige-flirt og salmesang eller lader det gå i graven som komplet overflødiggjort,” siger han.