Foto: howtogoto, Bigstock

Foto: howtogoto, Bigstock

Efter at Jens Rohde har fortalt om sin barske opvækst, er den hjemløse misbruger Liam Kevin Nielsen blevet langt mere optimistisk om sin fremtid og satser nu på en politisk karriere.

Jens Rohde (RV) delte tidligere på ugen ud af sine ungdomsoplevelser i det hårde gademiljø i Holstebro i en opdatering på Facebook, hvilket også SF’s Jacob Mark har gjort.

Vores udsendte er taget til den hipsterfrie del af Vesterbro for at undersøge, om der også her findes skæbner, der kan reddes ud af et forrået miljø, som det skete for Mark og Rohde.

Her møder vi den 44-årige Liam Kevin Nielsen, der er hjemløs og misbruger.

Har aldrig hørt om Johnny Rohde
Med afsæt i Jens Rohdes barske fortid kan der være håb for andre fra et råt miljø. Så hvad tænker du om at blive politiker, Kevin?

“Altså, det kan jeg sgu da ikke, mand. Du joker herremeget!”

Det kan du altså godt. Jacob Mark har engang tysset på nogle drenge i en biograf og se bare, hvordan det er gået ham.

“Ej, men jeg er os’ helt vildt tørstig, mand. Jeg kender ikke engang ham der Johnny Rohde. Og så har rockerne taget mine penge, og …”

Ingen hindring! Jens Rohde har også haft problemer med nogle plastikrockere på et diskotek engang, og han er altså medlem af Folketinget nu.

“Alle mine venner er jo pushere eller trækker her i gaden, jeg kan da ikk…”

Jeg stopper dig igen! Jens Rohde har engang set en mand udføre oralsex på sig selv og undveget et slag med en skovl.

“Det går sgu aldrig.”

Jens Rohde har også været kærester med Inger Støjberg.

“Okay, jeg vil gerne høre mere så. Måske kan jeg stadig godt nå at blive politiker.”

Vil helt sikkert stille op
Det viser sig dog, at Kevin hverken har gået til fodbold eller sodavandsfester eller arbejdet i en biograf eller som dj på en lokalradio som Jacob Mark og Jens Rohde.

Han ventede i højere grad ude foran sin mors stamværtshus, hvis han da ikke var på børnehjem. Han har heller ikke haft lejlighed til at stoppe på et universitetsstudie ligesom Jens Rohde, da han har haft travlt med at starte og stoppe på afvænning, men han er fortsat positivt indstillet.

“Efter at min morbror er kommet i fængsel igen, tør jeg godt være ude, når det er lyst.”

Kevin, vi var muligvis for optimistiske på dine vegne.

“Det hårde gademiljø er nok bare anderledes i Køge og Holstebro. Jeg stiller i hvert fald op, mand!”