Foto: Photosvit, Bigstock

Mens mange måtte vente i timevis i kø på at få udbetalt indefrosne feriepenge, fik den evigt optimistiske Kristoffer Mogensen sine feriepenge udbetalt på kun tolv minutter. Han synes også, at Facebooks nye design er virkelig godt.

Frustrationen var stor tirsdag aften hos mange danskere, der ventede i timelange køer på borger.dk for at få udbetalt deres indefrosne feriepenge:

“At vente en time på at få mine egne feriepenge udbetalt.”

“Vi betaler 50 procent af vores indkomst i skat, og så skal vi alligevel trækkes med uduelige offentlige systemer. Har siddet i kø i to timer.”

Sådan lød blot nogle af reaktionerne fra almindelige borgere på Facebook tirsdag aften, da det blev muligt for danskerne at få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge.

Men ikke hos den 32-årige tøjekspedient Kristoffer Mogensen.

Smil til verden
Han er nemlig født optimist og gik derfor positivt til opgaven med at klikke ind på borger.dk og vente i kø.

“Smil til verden, og verden smiler til dig,” som Kristoffer Mogensen siger ofte og således også i denne situation.

Og sørme om det ikke virkede. Efter blot tolv minutter var Kristoffer Mogensen igennem køen.

“Jeg nåede ikke engang at lave min sandwich færdig, hvilket jeg havde planlagt at bruge ventetiden på. Alting gik bare så hurtigt og gnidningsfrit,” siger Kristoffer Mogensen begejstret.

Han skrev derefter en glædesstrålende kommentar om de offentlige systemers høje niveau og imponerende effektivitet på Facebook, hvilket afstedkom et hjerte fra hans mor samt irritation fra flere venner, der forsøgte at ignorere opslaget, mens de selv ventede i kø.

Nyt Facebook-design også godt
Den manglende respons på opslaget har dog ikke taget modet fra Kristoffer Mogensen:

“Jeg skal helt sikkert prøve det igen, hvis de sidste to ugers feriepenge også bliver udbetalt. Det var en fed oplevelse,” siger han.

Det stopper dog ikke dér med positiv energi fra Kristoffer Mogensen. Han synes nemlig også, at det nye Facebook-design “er rigtig godt, thumbs up herfra”. Det har han også tænkt sig at skrive et begejstret opslag om på Facebook senere på ugen.