Foto: VitaM, Bigstock

Ny beklædningspolitik for 85.000 ansatte i staten skal aflaste klimaet, ved at offentlige ansatte skærer ned på tøjforbruget to gange om ugen. Danske Naturister er begejstrede.

Bukser, skjorter og undertøj bandlyses for fremtiden to gange om ugen, når politibetjente, soldater og andre statsansatte skal møde på arbejde. Det er en del af en ny, klimavenlig beklædningspolitik for staten.

“Jeg håber da, at man vil tage positivt imod det ude hos vores medarbejdere. Det her er regeringens forslag, det er ikke noget, vi har aftalt med andre. Det er nemlig vigtigt at vise, at vi også tager klimaet alvorligt som andet end noget, vi kan give som indrømmelser til støttepartierne,” siger finansminister Nicolai Wammen (S).

DSB og gymnasier skal med
Regeringen har undtaget sikkerhedssko, ansigtsmasker og Christiansborg.

“Det giver lidt sig selv, at MF’erne nok ikke bør fristes over evne i denne #MeToo-tid,” siger Wammen og tilføjer:

“Det er en af de måder, hvorpå vi kan sikre et mindre klimaaftryk, nemlig ved at der bliver to dage om ugen, hvor du altså ikke har tøj på, når du går på arbejde. De andre dage kan man have tøj på – hvis man vil.”

Beklædningspolitikken gælder alle statsansatte og selvejende institutioner som DSB og gymnasier. Ifølge Økonomistyrelsen er der 85.000 ansat direkte i staten og op mod 75.000 i de selvejende institutioner.

Nudistforening begejstret
Beklædningspolitikken hilses velkommen af Danske Naturister.

“Den falder godt i tråd med vores vision om, at et flertal af befolkningen skal opfatte nøgenhed som et normalt livsstilsvalg,” siger foreningens formand, Torben Larsen.

Oppositionen kritiserer omvendt regeringen for ikke at have regnet på, hvor mange drivhusgasser man sparer ved at indføre tøjfrie dage, og kalder forslaget useriøst.

Finansministeren forstår dog ikke kritikken.

“Jeg synes da, det er meget seriøst at sige, at noget af det, vi ved, der har en betydning, også selv om vi måske ikke kan gøre det helt op på det enkelte kilo CO2-udledning, det er, hvor meget tøj vi har på,” siger Wammen og understreger, at forslaget ikke er dummere end så megen anden uforpligtende symbolpolitik.