Foto: bennymarty, Bigstock

Foto: bennymarty, Bigstock

Det kan kun gå galt, mener eksperter med henvisning til datoen, sorte katte, knuste spejle og det faktum, at vi befinder os i år 2020.

Selvom det endnu er tidligt på dagen, og han er forholdsvis udhvilet, har ulykkessociolog Andreas From lyst til at gå i seng igen. Det har han, fordi han ved, at i dag går det ikke bare lidt galt, men helt galt.

“Det kan simpelthen kun gå én vej, og det er den forkerte,” siger han og tilføjer, at de første tegn allerede viste sig, da han skulle skænke sig en kop morgenkaffe.

“Jeg troede, at jeg kom mælk i kaffen, men det viste sig at være min kones mandeldrik. Den var lige til at smide ud,” siger han.

Det er oplevelser som denne, danskerne kan se frem til i dag. Hvis det altså ikke allerede er begyndt, som hos Andreas From.

Muligvis værre end andre år
I år er såvel Andreas From som flere af hans kolleger bekymrede. År 2020 har nemlig taget en uheldig drejning, og der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at det vil komme på ret kurs igen.

“Fredag den 13. er altid en uheldig dag, og når den så falder i et uheldigt år, kan det kun blive endnu værre, end vi er vant til. Vi må derfor blot prøve at komme igennem dagen på bedste vis, selvom den ganske sikkert kommer til at byde på alt muligt ubehageligt,” siger han.

Kirstine Andersen, der er lektor i overtrosbaseret fremtidsforskning, har undersøgt tendenserne og bekræfter, at det går helt galt i dag.

Noget går muligvis ikke galt
“Det gør det. Går galt. Altså, som i helt galt. Ikke bare sådan, at brødet bliver lidt brændt i brødristeren, men ikke værre, end at man kan skrabe det af. Nej, det bliver helt brændt, sort og sodet, så det er lige til at smide ud. Det er sådan, det bliver i dag,” siger hun og tilføjer, at det godt kan være, at noget ikke går galt, selvom tendensen er, at det går helt galt.

“Sagen er, at vi kun kan sige, at ‘det’ går helt galt i dag, men hvad ‘det’ nærmere bestemt er, er vanskeligere at sætte fingeren på.”

Hun er dog sikker i sin sag:

“Der har været en stærk stigning i sorte katte, som krydser veje samt spejle, der går i stykker. Og ja, så er det i forvejen et lorteår, så hvorfor skulle den her dag ikke blive en lortedag?”