Foto: hozard, Bigstock

Foto: hozard, Bigstock

Nannas støjende naboer bør tænke over deres adfærd. Det mener Nanna Skovboe, der har skrevet et brev, hvori hun på en sød måde gør opmærksom på, at hun vil få dem smidt ud, hvis de bliver ved at høre høj musik om aftenen.

“Kære nye naboer. Hvor er det dejligt, at I er flyttet ind i lejligheden over for min. Det er jeg rigtig glad for, og jeg håber, at vi vil få rigtig mange gode og hyggelige stunder sammen i de kommende år.”

Sådan indleder den 32-årige materialist Nanna Skovboe sit brev til de nye naboer, der flyttede ind i oktober måned. Hun har endnu ikke mødt dem personligt, men er ikke i tvivl om, at de er der. Stort set hver eneste aften hører de nemlig høj musik, og det generer ikke kun Nanna, men også opgangens øvrige beboere.

Nanna har besluttet sig for at tage affære, for hun er træt af at få sin nattesøvn forstyrret. Hun er dog ikke sur, understreger hun, både i sit brev og over for RokokoPosten.

Den gode tone er vigtig
“Det er vigtigt at tale pænt,” siger hun og fortæller, at hun derfor har gjort det helt klart i sit brev, at hun slet ikke er sur over de daglige fester og den megen støj. Den ødelægger blot hendes nattesøvn og er desuden i strid med ordensreglementet.

Hun fortsætter sin oplæsning af brevet:

“Hvis det skal lykkes, er det dog vigtigt, at vi opfører os pænt. Det har I desværre ikke gjort indtil videre. Næsten hver aften har I holdt fest med høj musik og masser af larm fra jeres gæster. Jeg er slet ikke sur over, at I morer jer uden hensyntagen til andre, men jeg er nødt til at sige, at det forstyrrer og er i strid med både afdelingens regler og almindelig anstændighed.”

Stop eller skrid!
Til RokokoPosten siger Nanna Skovboe, at budskabet i hendes brev kort sagt kan koges ned til “stop eller skrid!” Men sådan formulerer hun det selvfølgelig ikke. I stedet afslutter hun brevet med følgende linjer:

“I skal vide, at hvis I bliver ved med at høre høj musik, vil jeg ringe til politiet, og hvis det heller ikke hjælper, vil jeg ikke tøve med at gå i boligretten. Jeg har retten på min side og kan få jer smidt ud. Alt dette håber jeg selvfølgelig inderligt på at undgå, og jeg stoler på, at I fra nu af vil opføre jer som gode naboer, der arbejder konstruktivt på at bibeholde det gode fællesskab i afdelingen.”

Det er ikke lykkedes RokokoPosten at få en kommentar fra naboerne, men Nanna selv er godt tilfreds med sit brev:

“Når man truer med sagsanlæg på sådan en sød måde, viser man, at man virkelig vil det gode naboskab.”