Foto: Nomad Soul, Bigstock

Foto: Nomad Soul, Bigstock

Mænd på Tinder er kun ude efter en hurtig klipning, lyder det fra ung frisør. Det er helt umuligt at finde nogen, der er interesseret i et engangsknald, klager hun.

Ligesom for alle andre har coronanedlukningen haft store konsekvenser for den 26-årige frisør Louise Mejvang. For den unge single er det – udover lukningen af hendes arbejdsplads i en frisørsalon på Amager – særligt lukningen af nattelivet, der har medført flest problemer. Det er nemlig gået hårdt over datinglivet, beretter den unge kvinde for RokokoPosten.

Umuligt at finde et engangsknald
Derfor besluttede hun sig for at downloade dating-appen Tinder i håb om, at hun her ville finde interessante, mandlige bekendtskaber. Selvom den unge frisør får masser af tilbud fra mænd, har det dog langt fra været nogen succes, fortæller hun. Hun har nemlig gang på gang oplevet, at mænd på dating-appen er ude efter noget helt andet end det, Louise Mejvang er interesseret i.

“De mænd, jeg møder på Tinder, er kun ude efter en hurtig og uforpligtende klipning. Det er det samme hver gang. Det gør mig virkelig træt af mænd,” sukker hun og fortsætter:

“Hvorfor skal det være så svært at finde en mand, der er interesseret i et engangsknald, hvorefter han kun kontakter mig om natten, når han er fuld og spørger, om jeg er vågen.”

Fejlhørte “vil du klippe?”
Som eksempel på sine dating-kvaler nævner hun en konkret episode fra torsdag i sidste uge, hvor hun skulle mødes med den jævnaldrende Mathias, som hun har mødt via Tinder.

“Vi går en tur på Kalvebod Fælled og tager hjem til ham bagefter. Jeg synes, det går rigtig godt. Vi er kun lige kommet ind i hans lejlighed, da han spørger, om jeg vil klippe,” siger Louise Mejvang, mens hun ryster på hovedet.

“Jeg hører det først, som om han spørger, om vi skal kneppe. Det bliver jeg rigtig glad for, for det er præcis det, jeg har tænkt mig, vi skal. Men så blev skuffelsen selvfølgelig så meget desto større, da han satte sig til rette på stolen og spurgte, om jeg selv havde en saks med,” siger en tydeligt bedrøvet Louise Mejvang og slutter:

“Helt ærligt. Hvor er mænd dog primitive. Jeg havde både barberet ben og taget lækkert undertøj på, selvom det helt ærligt var ved at give mig blærebetændelse i det her iskolde vejr. Men til hvad nytte? For bare at møde endnu en mand, der kun ser mig som en frisør, der kan opfylde hans umiddelbare behov for en klipning. Det er så ydmygende.”