Foto: evgeny atamanenko, Bigstock

Foto: evgeny atamanenko, Bigstock

Forældre landet over er desperate over udsigten til en hel uge, hvor børnene skal være hjemme og ikke engang har hjemmeskole til at holde dem beskæftiget.

“Der er brug for et hasteindgreb. Aflys vinterferien og red os fra mere samvær med vores børn. Vi klarer ikke at få dem hjem igen!”

Sådan lyder opfordringen til regeringen fra tusindvis af forældre, der åndede lettet op, da skolerne i denne uge åbnede for de mindste klasser. Nu står vinterferien imidlertid for døren, og det er mere, end de hårdt ramte forældre kan holde til. Både forældre, der selv har ferie og forældre, der skal arbejde hjemmefra, trygler derfor regeringen om at lave et hasteindgreb, hvor vinterferien aflyses, så børnene kan komme i skole.

Overvejer at sælge børnene
Freelancejournalist Anne Cecilie Harms er en af de tusindvis af mødre, som er ved at gå helt i spåner af at gå derhjemme sammen med børnene. Hun erkender over for RokokoPosten, at hun overvejer at sælge sine børn, niårige Marie og seksårige Markus.

“Det er ikke, fordi de ikke er søde, vel? Men nu har jeg i ugevis haft dem hjemme, og det har altså gjort, at jeg er kommet bagud med opgaverne og er blevet 20 år ældre. Hvis de skal hjem igen en hel uge, hvor der ikke engang er hjemmeskole til at distrahere dem, ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg gør,” siger hun og fortsætter:

“Jeg er bange for, at mindst én af os dør. Regeringen er nødt til at redde os fra den her situation.”

Risiko for nullermænd og mad fra McDonalds
Børnepsykolog og konsulent for Børns Vilkår Stine Ingemann er bekymret på vegne af middelklassebørnene. De frygter, at børnene kan få varige mén af at gå en hel uge derhjemme sammen med forældre, der har mistet grebet om deres liv på grund af den langvarige nedlukning af samfundet.

“Vi taler om forældre, der er vant til, at andre tager sig af deres børn, og med den seneste tids nedlukning, er de blevet kastet ud på dybt vand uden først at have lært at svømme,” siger hun og slutter.

“Regeringen er nødt til at gribe ind, ellers ender det med, at en hel generation af ellers ressourcestærke børn kommer til at opleve alvorlige svigt som nullermænd i hjørnerne og underlødig mad fra McDonalds.”