Foto: Ken Hermann, TV 2

Den 17-årige Nikoline Steen Kristensen, der er blandt de ni deltagere i aftenens liveshow, kan kurere alt fra podagra til sure opstød. Det skyldes en helt særlig aminosyrestruktur samt en hidtil uset sammensætning af antioxidanter, fastslår videnskaben i ny rapport.

Der var stor jubel og mange spontanhelbredelser, da det sidste fredag lykkedes 17-årige Nikoline at slippe gennem nåleøjet som en af Oh Lands deltagere i X Factor liveshows. På trods af, at andre deltagere var teknisk stærkere end Nikoline, valgte dommer Oh Land at tage hende med videre, hvilket hun møder stor opbakning for.

“Jeg kunne ikke sende Nikoline hjem. Hun er et menneskeligt og et medicinsk mirakel, og så synger hun så fint, så fint,” lyder det fra en glad Oh Land, der selv blev rask af at være sammen med Nikoline.

“Jeg havde haft dårlig mave i flere dage før bootcampen, men så snart, jeg hørte Nikoline synge, blev alt godt igen,” fortæller hun.

Mand fik synet tilbage
72-årige Holger Madsen fra Holbæk så fredagens X Factor-program sammen med sine børnebørn. Han plejer ikke at bryde sig om programmet, men så med for deres skyld.

“Jeg var næsten blind, men da Nikoline dukkede op på skærmen, fik jeg pludselig synet tilbage,” siger han.

Også 66-årige Grethe Søndergaard fra Odense har også oplevet at blive rask af at se Nikoline i fjernsynet.

“Jeg var stærkt plaget af gigt og kronisk hovedpine, men gigten forsvandt allerede under Nikolines audition, og nu har jeg heller ikke ondt i hovedet mere,” siger hun.

Andre danskere fortæller, at de ikke længere er plaget af podagra, tandpine, irritabel tyktarm, sure opstød og blærebetændelse.

Skyldes aminosyrer og antioxidanter
De spontane helbredelser har vakt interesse overalt i det medicinske forskningsmiljø. Den 17-årige deltager er blevet undersøgt grundigt, og nu er konklusionen klar.

“Nikolines krop har nogle helt usædvanligt gavnlige aminosyrestrukturer og er samtidig propfuld af en hidtil uset rig variation af antioxidanter,” forklarer Dr. med. Reese Pulsinger fra University of California, San Diego.

Nikoline selv ved ikke helt, hvad hun skal sige til opdagelsen:

“Det er lidt svært at forstå. Jeg er jo bare en helt almindelig pige fra Sørvad, men det er dejligt, at folk bliver raske. Jeg vil gerne have, at alle er raske og glade.”