Foto: Phuong D. Nguyen, Bigstock
Jeg bliver træt af alt det grønne, lyder det fra en ansat i statsskovvæsnet, der efterlyser flere urbane biotoper, blot ikke den invasive art baristaen.
“Man skal bare lade byen gro. Så er den smukkest,” siger Jakob Eiby og kigger på en stor parkeringsplads sat i et midtjysk skovområde. Til daglig er han skovarbejder i statens skovvæsen og kan for det meste tilbringe frokostpauserne i den lille grå oase.
Men Jakob Eiby har også en vision: mere vild by i landets grønne områder.
“Jeg bliver så træt af alt det grønne dag ud og dag ind. Giv mig en p-plads, en indfaldsvej, et ordentligt højhus, tak. Bare en lille plet, hvor jeg kan finde noget ro og lige samle tankerne,” siger han, der forestiller sig, at man eksempelvis kunne skabe små områder med vild by i alle statsskovene.
Plade hash og uropatrulje
“Starten er naturligvis menneskeskabt, men så forlader man ellers bare stedet og ser den urbane biotop udvikle sig. Hvad sker der for eksempel, hvis man sætter 40-50 forkælede københavnske teenagere sammen i et ungdomshus med en plade hash og en uropatrulje udenfor? Eller hvis man lige smider et fixerum hen ved siden af en å? Så kan folk få deres skud byliv, når de alligevel skal ned til åen for at hygge sig med ungerne.”
Med tiden vil de grå oaser udvikle sig til naturlige levesteder for mange andre væsner end de oprindeligt tiltænkte, forestiller Jakob Eiby sig.
Pas på invasive arter
“Man kunne bygge et yogastudie og introducere én art, nemlig den unge, slanke, blonde, kvindelige studerende og/eller kommunikationsmedarbejder, og så ville andre by-dvælende arter hurtigt dukke op: den småperverse mandlige lurer, den dovne småfede pige fra Vestegnen, den alt for smidige, gamle og desillusionerede hippie. Folk, der normalt ikke kommer til byen, kunne få et lille pust af det urbane livs dufte, smage og kriminalitetstyper,” siger han, men advarer mod at overføre invasive arter til de danske skovområder.
“I Udkantsdanmark, især ved kysterne, ser vi voldsom vækst hos en art, som for længst har nået sit naturlige leje i byerne, nemlig baristaen, der er en slags urbant toprovdyr. Inden den falder til, kan den nå at udslette mange naturlige landbo-arter såsom den gamle købmand, den mandschauvinistiske bager og akvarelmalende kvinder ved navn Marianne.”
