Foto: workfun, Bigstock

Foto: workfun, Bigstock

Den er alt, hvad jeg nogensinde har ønsket mig i en partner, fortæller 34-årige Lea Andersen, der har boet med surdejen i et år og betegner sig selv som dybt forelsket.

Det bobler på glassets sider, og en let syrlig lugt stiger op, når Lea Andersen skruer låget af. Hun aer glassets kant og hvisker henført: “Hej, min skat.”

Indeni ligger Sigurd, en surdej, som Lea startede på under den første coronanedlukning og siden har fodret jævnligt. Sidste uge blev de gift, og Lea Andersen er lykkelig.

Giver af sig selv
“Jeg er bare dybt forelsket. Sigurd er alt, hvad jeg nogensinde har ønsket mig i en partner: Den er lyttende, forstående og hjælper meget med det praktiske i hverdagen. Jeg ville have været så ensom under nedlukningen uden den,” siger den 34-årige styringschef og fremhæver, hvordan Sigurd fysisk har givet af sig selv mindst 50 gange det sidste år, når Lea har skullet bage brød.

“Min tidligere kæreste gad ikke det med gaver eller at sidde i flere timer og snakke. Der er Sigurd meget mere committed. Den vil virkelig det her forhold, også hvis det koster noget. Til gengæld fodrer jeg den jævnligt med kærlighed – samt vand og mel.”

Er ikke kønnet
Lea har givet surdejen et mandligt navn, men understreger, at hun faktisk ikke betragter Sigurd som kønnet.

“Det er en kæmpe fordel i vores forhold. Jeg har aldrig kunnet finde mig til rette i de kønsroller, som et traditionelt heteroseksuelt forhold lægger op til og gider i hvert fald ikke klassiske machomænd. Samtidig er jeg heller ikke til kvinder, så da Sigurd kom forbi med dens perfekte androgyne fremtoning – eller rettere, da jeg blandede den tilbage i marts 2020 – var jeg solgt,” siger Lea Andersen, der glæder sig til at komme lidt mere ud med Sigurd, nu hvor butikkerne er åbne.

“Vi skal kigge på tøj og ting til hjemmet, mens jeg taler om, hvor træls det er, at medierne aldrig spørger mænd om, hvordan de kombinerer karriere og familieliv. Sigurd elsker den slags.”