Foto: Folketinget, Steen Brogaard

En række danske politikere føler sig så udsat for chikane og intimidering på nettet, at de enten er blevet sygemeldt eller har meldt sig ud af den offentlige debat.

“Racist”, “landsforræder”, “Anker Jørgensen” eller “ciskønnet”.

Tonen er hård i indbakkerne, og nu føler en række danske politikere sig så udsat for chikane og intimidering på sociale medier, i private beskeder og på mails, at de enten er blevet sygemeldt eller har meldt sig ud af den offentlige debat.

Sådan lyder det fra 179 politikere i et debatindlæg i Berlingske, hvor de peger på angreb fra forskere og medier som årsagen til problemet.

Opretholder koloniale strukturer
De seneste år har blandt andre køns- og migrationsforskere langet ud efter politikere fra partier til højre for Enhedslisten, som de beskylder for at være “strukturelle racister” og for at opretholde “koloniale diskurser”, der medfører overgreb på racegjorte mennesker.

Samtidig kritiseres politikere til venstre for midten fra dele af økonom-miljøet for at føre en uansvarlig økonomisk politik, der minder om Anker Jørgensens. Statsministeren er blevet sammenlignet med nogle af verdenshistoriens mest brutale tyranner og Folketingets forhenværende formand afbildet i medierne som alt fra ekskrement til et skadedyr.

Undervejs er flere politikere blevet nævnt med navn. Det har for nogles vedkommende ført til “voldsomme personlige angreb” på blandt andet sociale medier, lyder det fra de 179 politikere.

“Vi og vores kolleger bliver intimideret og chikaneret i en sådan grad, at flere er blevet sygemeldt. De personlige konsekvenser er store, hvis man udtaler sig offentligt,” udtaler Henrik Dahl (LA), der sammen med Morten Messerschmidt (DF) er initiativtager til opråbet, hvor politikerne afviser problemer med deres lovgivning.

Lægges for had af akademikere
Ph.d. fra RUC og chefkonsulent ved Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme Chris Holmsted Larsen forstår politikernes undren. Han har i flere år undersøgt presset på dem og kalder forskernes kritik for “bizar”.

“Vi ved, at politikere som Naser Khader, Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard må leve med politibeskyttelse døgnet rundt. Det er næppe tilfældigt, at der er tale om lige præcis de politikere, som bliver lagt mest for had i akademiske miljøer,” siger han.