Foto: Leif Jørgensen, Wikipedia

Foto: Leif Jørgensen, Wikipedia

Mens Europas bedste fodboldspillere dyster på grønsværen, kritiserer en række forskere EM. Nationer er en racistisk konstruktion, og kampe mellem dem er dybt problematiske, lyder det.

For den almindelige borger vil europamesterskabet i fodbold virke som en festlig begivenhed. Nogle af de ypperste atleter, som Europas nationer kan byde på, dyster på fredelig vis i et spil, mens millioner af europæere jubler deres respektive helte frem på lægterne til storskærmsarrangementer og i private hjem.

Men ifølge en række danske forskere er EM langtfra en uskyldig sportsturnering, der bringer glæde og spænding til europæerne. Det er derimod udtryk for en gennemgående racisme i samfundet, at man deler mennesker op efter nationalitet og sætter dem til at kæmpe mod hinanden.

Hylder fortidens krige
“Det er et meget problematisk arrangement. I virkeligheden hylder man jo fortidens blodige krige ved at dele mennesker op efter noget så tilfældigt og ikke-eksisterende som deres nationalitet og får dem til at bekrige hinanden,” udtaler Maria Ventegodt, der er national chef for Institut for Menneskerettigheder.

Hun bliver bakket op af Michael Nebeling Petersen fra Syddansk Universitet, der forsker i køn, nationalitet og seksualitet.

“Der er tale om en meget forrået maskulinitet, hvor man genskaber kolonitidens krigeriske og racistiske fascination af, at man skal ud at besejre modstandere for sin nation,” siger han.

Fodboldfans afslører sig selv som racister
Ifølge forskeren er det dog ikke kun det europæiske fodboldforbund, der som arrangører har et ansvar. Også fans, der følger EM, har en problematisk adfærd.

“Hvis man bakker op om og kan begejstres over sådan en turnering, afslører man sig selv som etnonationalistisk racist. Det er der slet ingen tvivl om. Det er også meget kendetegnende for det her arrangement, at kun europæiske lande må deltage. Man viser helt tydeligt, at racialiserede personer fra den tredje verden ikke har nogen plads eller værdi,” siger Nebeling Petersen.

“Samtidig er fodbold en ekstremt kvindefjendsk sport. For eksempel er det et meget toksisk angreb, at det røde kort betyder, man skal forlade banen. Dermed viser man, at menstruerende kvinder skal forlade samfundet,” slutter forskeren.