Miljøminister Lea Wermelin (S) vil forbyde al anvendelse af DHMO, dihydrogenmonoxid. Det sker efter fund af stoffet i blandt andet vandboringer og vandrør.
En bombe under systemet og folkesundheden kalder miljøminister Lea Wermelin (S) de massive fund af stoffet DHMO, dihydrogenmonoxid. En undersøgelse foretaget af Dansk Vand- og Spildevandsforening har påvist DHMO i mere end 250 danske vandboringer.
Bidrager til syreregn
“Det er simpelthen for farligt ikke at gå efter et øjeblikkeligt totalforbud,” siger Lea Wermelin og peger på, at DHMO har mange synder på samvittigheden.
“DHMO indgår som en væsentlig bestanddel af syreregn, det bidrager til drivhuseffekten, kan give massive brandsår, erodere jord, accelerere korrosion af metaller og skabe overgang i elektriske systemer.”
Det farlige opløsningsmiddel DHMO koster årligt tusindvis af mennesker livet og kan slå et voksent menneske ihjel på bare få minutter. Samtidig er DHMO chokerende udbredt. Ikke bare i undergrunden og i atmosfæren, men også i vores kroppe.
Det forventes, at en hastelov mod DHMO kan vedtages allerede i næste uge, da der allerede nu tegner sig et massivt flertal.
“Vi tør som udgangspunkt ikke stemme imod, når regeringen vil have et indgreb mod et eller andet, og så er det bedst ikke at tage nogen chancer,” udtaler formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, og suppleres af formand for SF, Pia Olsen Dyhr:
“Skal jeg være ærlig, ved jeg ikke, hvad DHMO står for, men det lyder farligt, og i SF kan vi godt lide forbud, mens vi hader kemi.”
Danskerne bakker op om forbud
RokokoPosten har mødt en række danskere, der var ude for at nyde sommeren. De er alle foruroligede over truslen fra DHMO, men også lettede over, at politikerne endelig har taget initiativ til at bekæmpe faren.
“Det er ikke noget, jeg har gået og tænkt over i det daglige, men DHMO er jo sindssygt farligt,” udtaler Emma-Victoria Castenskiold, der til daglig læser til laborant i København.