Foto: vverve, Bigstock

Foto: vverve, Bigstock

En ordentlig uniform skal ikke dække en millimeter for meget, lyder det fra Simone Lorentzen, der vil støtte sin datter i at spille strandhåndbold.

“Certificeret af det europæiske håndboldforbund og det hele!” fortæller Simone Lorentzen fra Hjørring stolt, mens hun viser et sæt sorte bikinitrusser frem i størrelse XXXS.

“Vi skulle nødig risikere, at lommepengene skal bruges på bøder.”

En af de vigtigste opgaver, en forælder kan tage på sig, er at støtte sit barn i at følge sine drømme. Da Lorentzens datter, femårige Amalie, efter flere uger ikke var holdt op med at tale om, at hun ville være ligesom de seje kvinder, der spillede strandhåndbold på tv, vidste Simone, at der kun var én ting at gøre:

“Jeg har altid sagt, at har man først besluttet sig for at gøre noget, kan man lige så godt gøre det ordentligt. Så hvis Amalie virkelig mener, at hun vil spille strandhåndbold, er det min opgave at sørge for, at hun har en ordentlig uniform, der ikke dækker en millimeter for meget.”

Reglementeret påklædning
“Efter sagen med regelbryderne på det norske kvindelandshold er der ingen grund til at tage chancer,” fortsætter Simone Lorentzen med henvisning til en EM-bronzekamp mellem Norge og Spanien, hvor det norske kvindelandshold valgte at spille i tights i stedet for i de reglementerede bikinitrusser.

Det europæiske håndboldforbund truede spillerne med bøder, da den kvindelige spilleruniforms underdel maksimalt må dække ti centimeter. De mål skal selvfølgelig passe til størrelsen på spilleren, så for unge spillere som femårige Amalie er målet derfor tre centimeter.

Glæder sig til at begynde
Bronzekampen var en af de kampe, Amalie havde set, da hun besluttede sig for at spille strandhåndbold.

“De er rigtig dygtige og seje. Og det ser ud til, at det er rigtig sjovt at lege i sandet.”

På spørgsmålet om, hvorvidt Amalie havde en holdning til de kvindelige spilleres uniformer, gemte den femårige pige sig bag sin mors ben og svarede forvirret, at det vidste hun ikke, men at hun ville tænke over det fra nu af.