Foto: Andriy Medvediuk, Bigstock

Foto: Andriy Medvediuk, Bigstock

DR lancerer et spinoff på Gift ved første blik, der forener arrangeret ægteskab og øjeblikkelig skilsmisse. “Vi er blevet lidt mere realistiske,” lyder det fra programchefen.

Hvis du kunne tænke dig at blive lovformeligt viet med en fremmed for åben skærm og derefter opleve en langsom, men næsten garanteret afsky over for din nye ægtefælle, der slutter med en befriende skilsmisse, så er det nu, du skal melde dig.

Danmarks Radio har nemlig løftet sløret for endnu et datingprogram: Skilt ved andet blik. I kølvandet på Gift ved første blik har programchef Lisbeth Langwadt og produktionsselskabet Snowman fået øje på en enestående mulighed for et spinoff.

Fremragende public service
“Dybest set er det vanvid at blive gift med et fremmed menneske. Det ved vi jo godt. Men det er bare knaldgodt fjernsyn og fremragende public service, når en midaldrende kvinde i brudekjole ser med afsky på den mand i butterfly, der står over for hende og prøver at kysse hende foran deres beklemte venner og familie. Og dramaet, når de skilles bagefter, er det allerbedste, ” lyder det fra en tydeligt begejstret Lisbeth Langwadt.

Så nu vil I give de nye ægtepar muligheden for at forlade showet igen?

“Netop! Vi vender simpelthen præmissen om: Hvem kan gå hurtigst fra hinanden? Og vi genbruger de eksperter, vi hidtil har brugt! I Skilt ved andet blik matcher de dog par, der med garanti vil hade hinanden. Det bliver så godt!”

Modsætninger skilles
Den spændte programchef har allerede gode bud på kommende dysfunktionelle matches.

“Lad os sige, at vi matcher en passivt aggressiv kvinde på 39, der gerne vil have børn meget snart, og som elsker at danse, med en konfliktsky 42-årig mand, der til daglig er fisker i Thyborøn, og som elsker stilhed og at se længe ind i et lejrbål. De når jo ikke engang ud af kirken, før det er ovre igen!”

Bliver det så nogle meget korte programmer?

“Vi dedikerer simpelthen ét program til hvert par i Skilt ved andet blik. Vi forventer heller ikke, at der vil være indhold nok til at følge parrene i flere programmer, hvilket vi har gjort i Gift ved første blik. Vi har egentlig heller ikke samvittighed til at blive ved med at filme mennesker, der er så uenige om, hvorvidt der skal bolles på bryllupsrejsen.”