Foto: TeroVesalainen, Bigstock

Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen har fra årsskiftet fået nyt job som chef for IT-sikkerhed i Nets. Bertelsen afviser samtidig rygter om slettede dick pics som årsag til jobskiftet.

Den IT-kyndige cand.jur. Barbara Bertelsen skal fra årsskiftet bestride stillingen som sikkerhedschef for IT i Nets. Nyheden har vakt stor overraskelse i det politiske miljø og begejstring hos Nets:

“Vi ansætter kun de bedste og mest nidkære, og Barbara Bertelsen har med sin sikre håndtering af IT-sikkerheden i Statsministeriet vist, at hun har en meget dyb forståelse for IT-sikkerhed. Vi er meget trygge ved, at hun fremover skal stå for IT-sikkerheden hos Nets,” meddeler direktør for Nets, Bo Nilsson, i en pressemeddelelse.

FE og PET også følere ude
Nets var ikke de eneste, der var ude efter den IT-habile departementschef. Anonyme kilder i IT-sikkerhedsmiljøet fortæller RokokoPosten, at både Forsvarets Efterretningstjeneste og PET også skulle have været ude efter Barbara Bertelsens unikke IT-kompetencer, men det endte med, at Nets trak det længste strå.

Barbara Bertelsen selv er meget begejstret for opgaven.

“IT-sikkerhed har altid været min faglige passion, mens embedsmandskarrieren mere har været et levebrød. Jeg er derfor meget begejstret for nu at kunne udleve min passion,” siger hun.

Afviser rygter om dick pics
Barbara Bertelsen afviser i samme omgang rygter i det politiske miljø om, at hun var under pres for at forlade Statsministeriet.

Nogle af de slettede SMS’er er nemlig blevet genetableret, og de skulle angiveligt vise kompromitterende SMS’er fra Bertelsens hånd, hvor hun har sendt dick pics (billeder af penisser, red.) til departementscheferne i Fødevareministeriet og Justitsministeriet med teksten “Who’s your daddy?” (hvem er din far?, red.) for at vise, hvem der bestemmer.

Et rygte, der allerede nu har fået Dansk Kvindesamfund til at indstille Barbara Bertelsen til den prestigefulde Mathildepris for at være den “vildeste boss lady“.

Barbara Bertelsen afviser imidlertid over for RokokoPosten eksistensen af sådanne SMS’er og siger, at jobskiftet er helt efter eget ønske.

Det er endnu uvist, hvem der erstatter Bertelsen i Statsministeriet. Man har i en pressemeddelelse meddelt, at stillingen hurtigst muligt skal slås op, før der i fraværet af en IT-kyndig departementschef opstår huller i ministeriets IT-sikkerhedssystemer.