Foto: Wikipedia, Thue, RokokoPosten

Som forudset af flere borgerlige chefredaktører har København udviklet sig til et totalitært og dystopisk knytnæveparadis, siden Enhedslisten ved kommunalvalget blev det største parti.

Hylderne i Netto er gabende tomme. Udenfor stimler københavnerne sammen om et suppekøkken. Vi er i hjertet af det, som Weekendavisen kalder knytnæveparadiset, siden Enhedslisten ved kommunalvalget blev hovedstadens største parti.

Frysende og barfodede står de pjaltede borgere i sneen med rationeringsmærkerne knuget i hænderne. En bister partikommissær holder et vågent øje med, at kulakker og kontrarevolutionære ikke snyder sig til en skål af folkets veganske kålrabi-suppe.

Ingen lyttede til boomer-Tom
“Det er lige præcis det, jeg advarede imod,” lyder det fra en synligt irriteret Tom Jensen, der indtil for nylig var chefredaktør for avisen Berlingske, hvis redaktionslokaler i weekenden blev besat af gruppen Bedsteforældre for asyl.

“Jeg stillede mig bogstavelig talt i Fælledparken på en blå ølkasse, men ville nogen lytte? ‘Uh nej, det er bare boomer-Tom, der er bange for, at de røde kommer og befrier hans au pair,’ sagde de. ‘Er Berlingske gået hen og blevet de borgerliges PioPio?’ hånede de.”

Tom Jensens talestrøm druknes af larmen fra en hestevogn, der rumler forbi på Nørre Voldgades nylagte brosten. Vognen er tungt lastet med byggeaffald fra det nedrevne Rosenborg Slot. Dette feudale symbol på kongemagt og kolonialisme er sammen med de ikke-socialiserede dele af det private boligbyggeri i færd med at blive revet ned for at gøre plads til et kombineret vandsalamander- og hipster-habitat.

Ø: Ikke feelgood-projekt for millennials
Ifølge Enhedslistens spidskandidat, Line Barfod, bør ingen dog være overraskede over de store omvæltninger i hovedstaden.

“Vi er en revolutionær socialistisk bevægelse stiftet af tre leninistiske småpartier med varierende kærlighed til en række af historiens mest blodtørstige og totalitære regimer. Jeg har selv brugt det meste af min ungdom i den kommunistiske bevægelse, længe efter at Stalins forbrydelser blev alment kendte,” udtaler Barfod og tilføjer:

“Hvis vi bare var sådan et feelgood-identitetsprojekt for særligt sensitive millennials og ikke havde andre ambitioner end endnu mere inkompetent forvaltning af Socialdemokratiets politik, ville vi først for alvor blive til grin.”