Foto: studiostoks, Bigstock

Foto: studiostoks, Bigstock

PrimeMinister-androiden Mette Frederiksen kommer til at tale med mindre staccato og udvise anger som et rigtigt menneske, lover firmaet.

“Vi beklager dybt, at det ikke er lykkedes os at levere den vare, vi har lovet.”

Sådan lyder det fra Eimhir Logan, chef for det skotske firma HumanDroid, der gennem mange år har leveret politiske ledere til kunder i hele verden. Den danske Mette Frederiksen-model fra firmaets populære PrimeMinister-serie er udstyret med en særlig fejlbarlighedsalgoritme, der ifølge udviklerne skulle gøre produkterne autentisk menneskelige.

Det er dog ikke tilfældet for Mette Frederiksen, erkender Eimhir Logan.

Fejlbarlighed alene ikke nok
Det er menneskeligt at fejle, men fejlbarlighed alene får ikke en androide til at fremstå menneskelig. Der skal andet og mere til. Det er ingen nyhed for Eimhir Logan, der har beskæftiget sig med programmering af menneskelignende robotter i mere end 40 år.

“Vi har lært meget, siden vi lancerede vores Reagan på det amerikanske marked i 1980, men selvom vores modeller i dag er så avancerede, at de færreste fatter mistanke om, at de ikke er mennesker, kan det altså stadig gå galt, som det er tilfældet med Mette Frederiksen. Den gode nyhed er, at vi arbejder hurtigt på at udbedre fejlene. Vi har således allerede en firmware-opdatering på trapperne, som vi regner med at implementere senere på ugen,” siger hun.

Den nye opdatering indeholder fejlrettelser og nye features, som danskerne kan glæde sig til at blive præsenteret for, lover Eimhir Logan.

Mindre staccato og flere nuancer
Hun fortæller, at man blandt andet har rettet statsministerens tale, så der er mindre staccato og flere følelsesmæssige nuancer.

“Jeg har ikke været tilfreds med Mette Frederiksen-modellens noget monotone måde at tale på, og selvom det ifølge mine dansktalende kolleger er lykkedes at give den en snert af nordjysk dialekt, er det ikke overbevisende. Det håber vi at rette op på. Desuden giver vi robotten en algoritme, der burde gøre den i stand til at give udtryk for anger og fortrydelse,” siger Logan og slutter:

“Problemet er, at Mette Frederiksen, som al anden kunstig intelligens, får præferencer, som robotten holder sig til. Spørgsmålet er derfor, om vi kan få den til at udvikle nye evner, eller om den vil blive ved med blot at gentage, at fejl vil ske, og at folk skal leve med det.”