Foto: Surprising_Shoots, Pixaby + Steen Brogaard, ft.dk + islandworks, Pixabay

Foto: Surprising_Shoots, Pixaby + Steen Brogaard, ft.dk + islandworks, Pixabay

Det er mere end en måned siden, RokokoPosten sidst har udgivet noget. Det har efterladt et tomrum hos tusindvis af danskere. Vi har spurgt nogle af dem, hvad de savner mest. 

 

Kazim Demirci, 36, elektriker

Jeg savner mest aktiekurserne, helt ærligt, det er svært at undvære. Jeg hobby-daytrader lidt for at koble af, når jeg kommer hjem fra arbejde, og så har det altid været godt at følge RokokoPostens analyser. De har bare styr på markederne, og jeg har altid beundret deres skarpe forståelse for tendenserne. Det er meget mere troværdigt end Børsen og de der andre aviser, som tror, de har forstand på det. RokokoPostens take på aktier og værdipapirhandel i det hele taget er bare på et andet niveau.

Og så også annoncerne, faktisk. Det har jeg ikke tænkt så meget over før, men alle de der vilde annoncer, som næsten fylder mere end indholdet. Det mangler bare i hverdagen, lige pludselig. Og den der cookie-besked, som man ikke kan fjerne uden at ændre zoomindstilling på skærmen – man glemmer helt at sætte pris på den slags, men tager dem bare for givet, indtil de pludselig ikke er der mere.

 

Mette Frederiksen, 44, statsminister

Synes det er åndsvagt, at RokokoPosten bare holdt op med at udkomme. Og påstår, at de er gået på efterløn. Det har ingenting på sig, og jeg ville ønske at man ville droppe den slags dårlige undskyldninger. Det er ikke sjovt!

 

Mille Søe-Korsholm, 28, influencer

Holder RokokoPosten pause? Det tror jeg altså ikke. Jeg ELSKER RokokoPosten, er måske deres største fan, så jeg ville opdage det, hvis de pludselig ikke var der mere. Faktisk kender jeg også alle dem fra RokokoPosten, vi mødes ofte over en kop latte, og de ville da have fortalt, hvis de var holdt op. Så nej, jeg savner ikke noget, for de har slet ikke været væk!

 

Har du også savnet RokokoPosten? Eller er du enig med Mille i, at den aldrig har holdt pause? Deltag i debatten, men husk den gode tone (personligt kan vi bedst lide C, tonen mellem H og D, red.)