Foto: sewuparistudio, Pixabay

Foto: sewuparistudio, Pixabay

Kombineret med bedrevidenhed og fjendtlig retorik er social kontrol en stort set ufejlbarlig metode til vellykket integration, mener eksperter som har læst Kommisionen for den glemte kvindekamps anbefalinger.

22-årige Soliha Bekturdiyeva kan næsten ikke få armene ned. Hun har i lighed med mange andre danskere hørt om anbefalingerne fra Kommissionen for den glemte kvindekamp og håber inderligt, at regeringen meget snart tvinger hende til at ændre tøjstil.

“Min mor har altid sagt, at hendes hijab giver hende en følelse af frihed og styrke, så sådan en ville jeg selvfølgelig også have, så snart jeg blev gammel nok,” siger den unge pædagogstuderende, der af sine uzbekiske forældre er blevet opdraget til at bekende sig til frihed, lighed og demokrati.

“Men jeg har altid følt, at der var noget forkert ved mine forældres værdier, så jeg er lykkelig over, at det danske samfund langt om længe skrider ind og gør op med den negative sociale kontrol, der stadig sidder så dybt i mig, at jeg dårligt tør stemme blankt eller nære disrespekt for Rasmus Paludan,” siger hun.

Eksperter: Skal helst krydres med fjendtlig retorik
Integrations- og inklusionsforsker Mads Hjøllund fra Syddansk Universitet bekræfter over for RokokoPosten, at Soliha Bekturdiyeva blot er en blandt mange, der vil få gavn af kommissionens anbefalinger.

“Social kontrol er simpelthen det bedste middel mod social kontrol, som overhovedet findes,” siger han og tilføjer lidt forlegent, at det jo næsten siger sig selv.

Lisette Knudsen fra Aarhus Universitet er enig.

“Selvfølgelig, det er jo selvklart. Det er dog bedst, hvis man krydrer den sociale kontrol med fjendtlig retorik,” siger hun og uddyber:

“For eksempel er det enormt effektivt at citere Koran-vers for muslimske kvinder, der bærer hijab, så man kan vise dem, at de faktisk ikke har forstand på deres egen religion. I hvert fald ikke lige så godt, som man selv har. Hvis de så tillader sig at påstå, at de aldrig har oplevet tvang, eller at hijabben gør noget godt for dem, så har man bare bevist, at de er nogle indoktrinerede stakler, som vi er nødt til at frelse.”

Rammerne for frihed skal dikteres ovenfra
Til de mange kritikere af kommissionens anbefalinger har Soliha Bekturdiyeva kun én ting at sige:

“De forstår det bare ikke. Vi muslimske piger og  kvinder har brug for en stærk regering, der kan diktere rammerne for vores frihed ovenfra. Ellers vænner vi os jo aldrig af med at betragte os selv som stærke, selvstændige individer, der kan stole på vores egen dømmekraft.”