Foto: fpphotobank, Bigstock
“Du må godt! Det slogan dukkede op i mit hoved, hver gang jeg forsøgte at undertrykke trangen til at dræbe folk,” forklarer Allan Vestager i en ny Netflix Original om seriemordere.
“Du må godt! Du må godt! Du må godt!”
For de fleste, der hører den lille stemme i hovedet, der siger disse ord, handler det om at tillade sig selv lidt ekstra luksus i hverdagen. Du må godt sove lidt længere. Du må godt købe den bluse. Eller – du må godt spise chokolade fra Spangsberg, som er firmaet, der har gjort det til sit motto at lede folk med slatten rygrad i fristelse.
Helt anderledes forholder det sig for 38-årige Allan Vestager, der er en af hovedpersonerne i en ny Netflix Original-dokumentarserie om seriemordere. For ham blev Spangsbergs slogan det, der gav ham det sidste skub de syv gange, han i løbet af et halvt år tog livet af sine ofre.
Begyndte i køen i SuperBrugsen
I seriens tredje afsnit ser man Vestager fortælle, hvordan han mødte sit første offer i køen i SuperBrugsen.
“Han havde en masse Spangsberg-produkter i indkøbsvognen, og jeg stod bare der og stirrede og stirrede på sloganet, indtil det slog klik for mig. Jeg var bare nødt til at følge efter ham og slå ham ihjel,” lyder forklaringen fra seriemorderen, der bliver interviewet af en journalist med en hyggelig australsk dialekt.
Spangsbergs produkter spillede ikke en direkte rolle i de efterfølgende mord, men ifølge Vestager havde sloganet indprentet sig i hans hjerne.
“Jeg ved godt, at det ikke er lovligt at slå ihjel, og jeg prøvede altså at lade være. Men så kom den der lokkende stemme ind i mit hoved og sagde ‘du må godt’, og til sidst kunne jeg ikke stå for det mere,” siger han.
Lidt som at opildne til optøjer
Derfor mener både Allan Vestager og hans forsvarer, at Spangsberg bør kendes medskyldig for Vestagers forbrydelser.
“Jeg ved godt, at de ikke decideret siger, at man godt må slå ihjel, men de opildner til at gøre noget, man ellers ikke må, så jeg synes, det er uretfærdigt, hvis jeg selv skal have hele skylden,” siger Vestager.
Hans forsvarer, der ligeledes bliver interviewet i afsnittet, sammenligner det med at opildne til optøjer:
“Selvom man ikke direkte opfordrer folk til at udøve vold, kan man blive dømt for at opildne til det. Det er kun rimeligt, for mange mennesker er lette at friste. Det samme gælder for min klient. Han ville have holdt sig i skindet, hvis han ikke var blevet fristet af en reklametekst.”
