Foto: style-photographs, Bigstock

Foto: style-photographs, Bigstock

Det er så hyggeligt at hænge ud med kæreste og venner i supermarkedet, synes Juliane Ingerslev, der ikke mener, at coronasmitte er et argument for at lade være. 

Nogle gange får hun et surt blik fra folk, der har svært ved at komme forbi. Det tager hun sig ikke af. 24-årige Juliane Ingerslev mener nemlig, at hun sagtens kan tillade sig at gå ud at handle sammen med sine veninder, selvom andre flipper ud, fordi de er bange for at få corona.

“Altså, der er jo nærmest ikke corona mere, vel, så folk burde slappe lidt mere af og nyde livet. Der er bare så mange, der bliver sure og synes, vi står i vejen,” siger hun og refererer til et få dage gammelt eksempel:

“Vi er fire piger, som har en madklub, hvor vi plejer at mødes for at købe ind sammen. Så sker der det, at vi lige falder i snak, men vi står altså over for hinanden i en af gangene, så man kunne bare sagtens gå ind imellem os, selvom der måske ikke lige var en hel meters afstand.”

Demonstrative køer
Flere kunder i supermarkedet valgte dog at lade være med at møve sig forbi de fire veninder. I stedet stillede de sig op for at vente på, at der blev plads. Det provokerede Juliane, som mener, at det var en demonstrativ manøvre, som måske mest af alt skyldes Janteloven.

“Vi er alle fire unge, slanke og smukke. Det vækker måske nogle ubehagelige følelser i folk, som kommer til at føle sig mindreværdige. Jeg synes bare ikke, at det er i orden, at man så stiller sig op og danner en demonstrativ kø. Den anden dag kom jeg til at hoste lidt, og det var åbenbart også for galt, selvom jeg jo havde sprittet hænder, da vi kom ind.”

Må ikke engang kysse kæresten
Det sker også, at Juliane er ude at handle uden sine veninder. Så har hun som regel sin kæreste med. Også de gange oplever hun, at folk sender dem misbilligende blikke.

“Der var en, der pegede på skiltet, hvor der står, at det anbefales, at man kun tager én af sted for at købe ind. Men altså – der står netop ‘anbefales’, det er ikke forbudt,” siger hun og tilføjer, at det især støder folk, at hun og kæresten giver udtryk for deres kærlighed.

“Hvad skal jeg sige? Vi elsker hinanden, og det er vi ikke bange for at vise hinanden og alle andre. Så vi kysser og krammer tit – også når vi køber ind.”

I stedet for at blive sure mener Juliane, at folk skulle slappe af og smile lidt mere.

“Jeg elsker at bruge lang tid på at købe ind og tale med kæresten eller veninderne om, hvordan vi skal tilberede maden. Det burde folk lære noget af i stedet for at have så travlt,” slutter hun.