Det er en politisk skandale, at regeringen får kritik, der igangsættes en kommissionsundersøgelse, og at en minister må gå af. Det skriver statsminister Mette Frederiksen på Facebook.
I opslaget, som Mette Frederiksen offentliggjorde på Facebook tirsdag aften, slår hun fast, at selvom regeringen ikke havde lovhjemmel til at slå minkene ned, så gjorde regeringen ikke noget forkert. De undskyldte nemlig med det samme, og så burde den sag være ude af verden.
Til RokokoPosten udtaler statsministeren, at hun har svært ved at opfatte kritikken som andet end et skandaløst forsøg på at vildlede befolkningen i håb om at få hende fra magten.
“Det er jo sådan en bagatel, som ikke engang ville taksere til en kvajebajer uden for Christiansborg, men man må åbenbart gerne opføre sig nederdrægtigt over for et andet menneske, bare fordi vedkommende er landets mest magtfulde person,” tilføjer hun.
Lovforslag om kritikforbud skudt ned
I det hele taget mener statsministeren, at det er skandaløst, at loven også gælder hende.
“Hvordan skal man kunne handle visionært og med rettidig omhu, hvis man skal ligge under for en lov, som jo er lavet for at sikre mod almindelige menneskers uvidenhed eller ondskabsfulde hensigter?” spørger hun retorisk og fortæller, at hun ikke engang har kunnet fremsætte et lovforlag, der skulle beskytte siddende regeringer mod kritik.
“Det blev skudt ned med det samme, også selvom jeg sagde, at det jo også ville gælde regeringer, som jeg – eller i bredere forstand, Socialdemokratiet – sidder med i,” siger hun og slutter:
“Folk har så travlt med deres, at de udvikler tunnelsyn og bliver helt ude af stand til at se, hvad der er bedst for mig.”