Ill.: RokokoPosten + DALL-E

Ill.: RokokoPosten + DALL-E

Skåret over præcis samme læst som enhver anden Hollywood-film om skæl skildrer A Dandruff Story en kvindes modige kamp mod alle odds for at vinde over en frygtelig skælsygdom, der truer med at tage alting fra hende. Spoiler alert!

Solen skinner fra en skyfri himmel. Kameraet panorerer over byen og zoomer langsomt ind på en elegant, ung kvinde, der med selvsikre skridt går hen mod en bil, hvis chauffør står parat for at åbne døren for hende. Allerede mens navnene på filmens instruktør, producer og vigtigste skuespillere toner hen over skærmen, lærer vi, at kvinden, Elaine Madison, lever et trygt og lykkeligt liv uden sorger og bekymringer.

Indtil den morgen, hvor en let kløende hovedbund og et skift fra dur til mol i underlægningsmusikken varsler om en nedtur, som Elaine på dette tidspunkt i filmen endnu er lykkeligt uvidende om.

En skæbnesvanger diagnose
Kløen udvikler sig, og hos lægen hører Elaine ordene, der på et splitsekund vender op og ned på hele hendes tilværelse: “Du har skæl!”

Det bliver startskuddet til et nyt liv for Elaine, der nu må søge dybt i sit indre for at finde styrken til at tage kampen op mod de hvide flager, der i stadig større mængder drysser fra hendes førhen så sunde og glansfulde hår. Heltemodigt holder hun fanen højt, selv da de første, håbefulde forsøg med almindelig skælshampoo fra supermarkedet mislykkes, og hun må ty til stadigt skrappere midler.

I en særligt stærk og rørende scene ser man Elaine sidde foran spejlet med frygten malet i øjnene. I nogle gribende øjeblikke kæmper hun sammenbidt for overvinde sig selv til at stikke hænderne i en modbydeligt klæbrig og ildelugtende receptpligtig hårkur, som skal smøres grundigt ind, så den dækker hele hovedbunden.

Nedbøjet og udmattet træder hun herefter ind under bruseren, hvor den slimede masse klasker mod gulvet i tunge klatter, som kameraet følger på nært hold hele vejen gennem afløbet og videre ud i kloaksystemet med dets rotter og råddenskab, før det atter går opad, og vi befinder os midt i lægekonsultationen, hvor Elaine modtager den skæbnesvangre besked: “Vi kan ikke gøre mere for dig.”

En uventet håndsrækning
Opgivet af såvel medicinal- som skønhedsindustrien må Elaine ty til alternativ behandling – en rejse, der fører hende længere og længere ind i byens slumkvarterer, hvor hjerteløse kvaksalvere grådigt lukrerer på den nedbrudte kvindes desperation. Hun er en skygge af sig selv, da hun tilfældigt møder en mand, der med en charmerende accent spørger hende om vej.

Manden er Kjetil – en norsk dermatolog, der med sin frygtløse tilgang til hudpleje og et smil som en ung Leonardo diCaprio bringer håbet tilbage til Elaine. Forsigtigt og tålmodigt vinder han hendes tillid, og han igangsætter en behandlingsplan baseret på lige dele kærlighed og den nyeste viden fra verdens førende skælforskningslaboratorier.

Efter et intenst og stemningsmættet forløb slutter filmen med, at Elaine og Kjetil hånd i hånd går ind til lægen, der med glædestårer i øjnene bekræfter, at Elaine har vundet kampen: “Din hovedbund er fuldstændig skælfri!”

RokokoPosten giver A Dandruff Story 5 ud af 6 cembalostrenge. Den er gribende og medrivende, selvom dens forløb følger præcis samme skabelon som alle andre film om skæl. Men den er fin og hjertevarm og ville – hvis den var til at fremskaffe – egne sig fortræffeligt som opvarmning til det store Knæk Skæl-show i morgen.