Reality-serie om selvmord, eksploderende kæledyr og en ny talentkonkurrence for pornostjerner. Det er, hvad Danmarks Radios nye satsning, DR Syg, byder på fra næste uge.

Om få dage får danskerne endnu mere for licenspengene. Fra næste uge lancerer Danmarks Radio nemlig en højtprofileret ny kanal, DR Syg, der kommer til at sende klamme, usmagelige og grænseoverskridende programmer.

“Vi følte ikke, at vi opfyldte vores public service-forpligtelser om fjernsyn i folkets tjeneste, ” siger DR’s konstituerede generaldirektør Marie Rørby Rønn.

“Der er klart et behov blandt befolkningen for ulækkert og underlødigt indhold, og hvis ikke Danmarks Radio skal gå i spidsen også på den front, hvordan kan vi så forsvare os selv som licensbetalt kanal?” lyder det retoriske spørgsmål fra Rønn.

Program om afføring
Folkene bag DR Syg, der blandt andet tæller tidligere Deadline-vært og formand for Cavling-komitéen, Kurt Strand, kan allerede nu løfte lidt af sløret for, hvordan de vil udfylde programfladen med perverst og problematisk indhold.

Hvad gemmer sig her? Og kan det mon spises? De spørgsmål vil Emil Lunde stille i et nyt program om afføring på DR Syg.

Om dagen vil DR Syg byde på en blanding af interessante videoklip, for eksempel med eksploderende kæledyr og offentlige henrettelser. Desuden kan mennesker, der tænder på at spise egen eller andres afføring, også følge med hver tirsdag eftermiddag, hvor værten Emil Lunde, også kendt som The Defecator, vil gå på opdagelse i fremmede menneskers toiletter.

 

“Vi satser i det hele taget på at producere kvalitet, hvad angår perverse og seksuelt grænseoverskridende programmer,” fortæller Strand og mener, at et program som Emil Lundes er en naturlig udvikling fra andre livsstilsprogrammer som Bonderøven og Spise med Price.

“Vi går ind og kigger på, hvad seernes behov er, og hvad der fylder i deres liv. Og efter mange undersøgelser og samtaler med fokusgrupper ligger det ret klart, at seerne ønsker flere frastødende indslag og mere grafisk og udpenslet information om sex, gerne i form af pornografi,” siger Strand.

 

Selvmord i prime time
Det usmagelige vil også spille en stor rolle i DR Sygs profil. Mandag aften lægger kanalen ud med ‘De sidste dage’: En bittersød og etisk uforsvarlig serie om tre mennesker, der beslutter sig for at begå selvmord. To af dem har svære depressioner, mens den sidste for nylig har mistet sit lille barn i en ulykke. DR Syg følger dem, når de fortvivler deres nærmeste med selvmordstanker, køber reb og sovepiller og til sidst gør en ende på deres liv for åben skærm.

"Endelig en kanal, jeg helt og fuldt kan stå inde for," siger Kurt Strand om DR Syg.

 

“Vi håber at ramme både unge og gamle med den fortælling,” fortæller Kurt Strand, som tidligere på året forlod DR, men nu føler, at generaldirektionen har fået øjnene op for, hvad han kan tilbyde kanalen. “Her får jeg medansvar for en helt formidabel programflade, som jeg fuldt og helt kan stå inde for,” siger DR-værten.

 

X-Factor for pornostjerner
DR Sygs helt store satsning i prime time, det vil sige fredag aften, bliver programmet Sex Factor: En talentkonkurrence for pornostjerner, der er tydeligt inspireret af DR1’s store succes, X Factor. Her skal stjernerne vise, hvad de kan, foran et publikum overvejende bestående af mænd over 50 samt tre dommere: Det tidligere brancheidol Porno-Lasse, tredobbelt Sex Awards-vinder Chastity Blow og den amerikanske pornolegende Ron Jeremy.

Konceptet minder om X Factor: Dommerne skal træne deltagerne i kategorierne Solo, Par og Gruppe, og det er seerne, der vælger vinderne pr. sms.

“Et show som Sex Factor kombinerer det bedste fra DR: Kvalitetsfjernsyn, der taler til seeren og er med til at binde Danmark sammen i et kulturelt fællesskab,” slutter Kurt Strand med stolthed i stemmen.

 

DR Syg går i luften mandag kl.12.00 og kan ses af alle, der har en mp4-dekoder i deres fjernsyn eller en dekoderboks.