En mellemleder i en middelstor dansk virksomhed erkender, at afdelingens stort opsatte teambuilding-seminar kun var en undskyldning for at komme væk fra arbejdspladsen og feste på firmaets regning.

Der var jubel blandt de 12 ansatte i it-afdelingen i et dansk firma, som laver usexede, men praktiske ting, da afdelingens leder fortalte, at hele afdelingen skulle på teambuilding-seminar. Underviseren på kurset var en tidligere flodpramskipper, der skulle forbedre samarbejdet med praktiske øvelser.

Storebæltsbro af sugerør
Det var i hvert fald den officielle forklaring. For i dag kan RokokoPosten afsløre, at mellemlederen udmærket var klar over, at seminaret kun var en undskyldning for at komme væk fra kontoret, spise god mad og drikke øl på firmaets regning om aftenen.

“Selvfølgelig ved jeg, at det er meningsløst. Det, vi arbejder med, er administration af Exchange-servere, tilpasning af højt specialiseret CAD-software og den slags. På teambuilding-seminaret fik vi undervisning i at identificere vores indre fugletype og bygge en Storebæltsbro af sugerør. Dette af en mand, hvis spidskompetence er at sejle flodpramme ned ad Rhinen. Hvor anvendeligt tror du selv, det er?” spørger mellemlederen retorisk.

Angiveligt skulle denne Storebæltsbro af sugerør gøre deltagerne i seminaret bedre til at samarbejde om løsning af it-problemer.

Trods de meningsløse øvelser mente samtlige ansatte tilsyneladende, at de havde fået stort udbytte af seminaret. Det fremgik i hvert fald af  den efterfølgende evaluering. Derfor kunne man måske mene, at mellemlederen tog fejl i sin vurdering af kurset som ubrugeligt, men nej. RokokoPosten har talt med en af afdelingens ansatte, der forklarer sammenhængen.

“Selvfølgelig gav alle kurset en fin evaluering, selvom vi da også godt ved, det er spild af tid, og at vi arbejder videre, ganske som vi plejer, når vi er hjemme på kontoret. Men der er selvfølgelig ingen, der vil risikere at skulle undvære kroophold og gratis øl fremover ved at sige sandheden.”

Mellemlederen erkender, at det kan være problematisk at lave noget så meningsløst, men forsvarer sig med, at også den øverste ledelse er tilfredse med, at mellemlederen er proaktiv og gør noget, som højner medarbejdertilfredsheden. Derfor betragter han den slags kurser som en ‘offerløs forbrydelse’.