Trendy læsere verden over kan ikke holde det hemmeligt længere. Verdensberømte Haruki Murakamis seneste bog, 1Q84, er en overfladisk og smålummer beskrivelse af forfatterens smag i bryster.

Postmoderne fremmedgørelse, kollektiv skyld og svær seksualitet. Det er blot nogle af de dybe og mangefacetterede temaer, som Haruki Murakami har behandlet i adskillige mesterlige romaner, deriblandt Kafka på stranden, Trækopfuglens krønike og den nyligt filmatiserede Norwegian Wood.

Hans nyeste roman, 1Q84, handler derimod kun om bryster. Nærmere betegnet de “faste og blidt vuggende, stramme og store meloner, granatæbler og smilende sole i mine hænder,” som Murakami ifølge læserne beskriver sine personlige favoritter. På bogens første side forklarer han, at titlen henviser til antallet af brystpar, nemlig 184, mens bogstavet Q var “det tætteste, jeg kunne komme på et tegn, der ligner et samleje”.

Stort kulturelt komplot
“Det er én lang, overfladisk og lummer gennemgang af alle de patter, som Murakami tænder på. Ikke kun hos kvinder, han kender, men også helt unge piger, som han har set på gaden,” fortæller den 33-årige kunsthistoriker Silas Vestergaard, der indtil for nylig beskrev sig selv som “elsker og connaisseur af mesteren Murakami”.

Han har sammen med næsten 200 andre fans af den anerkendte japanske forfatter dannet Facebook-gruppen “The truth about Murakami”, der i morges valgte at afsløre den nye bogs overraskende indhold i en pressemeddelelse.

Officielt væver 1Q84 to skæbner sammen i en kompleks fortælling om mord, en Orwell-lignende kult og et parallelt univers, der tilsammen giver et indsigtsfuldt billede af det moderne japanske samfund. Kritikere verden over har lovprist bogen for dens detaljerigdom og mener, at 1Q84 er en stor sejr for romanformen. Men nu viser det sig, at de tilsyneladende alle har været en del af et større kulturelt komplot.

Kritikerne ikke løjet med vilje
“Jeg tror ikke, at de har gjort det med vilje. Måske har de ikke læst bogen. Eller måske har de læst den og fortrængt de mange brystbeskrivelser,” mener Liv Jåsund, en norsk bibliotekar, der har fulgt Murakami, siden han i midten af 1980’erne fik sine første bøger oversat til engelsk. Også hun forsøgte at overse det faktum, at 1Q84 er aldeles blottet for dybde og symbolik.

“Først tænkte jeg, at det måske var en skjult kommentar til seksualiseringen af samfundet eller popkunstens forstemmende sejrsgang. Så prøvede jeg at overbevise min mand om, at bogen i virkeligheden var en postmoderne happening. Men til sidst kunne jeg ikke narre mig selv længere og meldte mig ind i ‘The truth about Murakami’.”

Forfatteren selv forholder sig uforstående til kritikken og mener, at han har skrevet sit livs roman:

“O.k., den handler om patter, og hvad så? Har jeg måske nogensinde sagt, den var en dyb kommentar til noget, hva’? Fuck nu af, jeg skal ud at løbe!”