En yngre mand fra Lemvig hev et usb-stik ud af computeren uden først at skubbe enheden ud. Resultatet var en eksplosion og alvorlige brandskader.

Det er mandag aften. Som så mange gange før sidder marketingassistent Peter Thigaard Larsen hjemme i Lemvig ved sin computer. På et tidspunkt omkring kl. 20.00 overfører han en række Excel-regneark til et usb-stik, som han planlægger at tage med på arbejde næste dag.

Peter ved godt, at han bør bruge funktionen “sikker fjernelse af hardware”, men han har travlt, eftersom “Hvem vil være millionær” allerede er startet.

Derfor hiver han stikket ud af computeren uden først at skubbe enheden ud. Det viser sig fatalt.

“Pludselig lyser alt op i flammer. Jeg mærker en voldsom bølge af glohed luft, så ild, og så en helt sindssyg smerte i højre side. Da jeg vågner, ligger jeg i en hospitalsseng med min kæreste siddende meget bekymret ved siden af,” fortæller Peter, der senere fandt ud af, at smerterne skyldtes forbrændinger på hele højre side af kroppen. Værst ser det ud med den højre hånd, der uforvarende fjernede usb-stikket.

Stærke kræfter på spil
“Jeg ved udmærket godt, hvorfor det skete: Jeg udfordrede skæbnen ved bare at hive stikket ud,” forklarer den 31-årige marketingassistent, der indrømmer, at han har begået samme fejl før.

“Et sted i baghovedet vidste jeg godt, at det var ekstremt farligt og risikabelt, men man tror aldrig, at der sker noget for én selv. Altid for naboen,” sukker Peter, der nu har lært af bitter erfaring og må leve resten af sit liv med ar på krop og sjæl.

“Lad være med at tage let på computerens anmodninger, for der er stærkere kræfter på spil, end man tror,” advarer han.

“Det kan føles godt og nemt bare sådan at hive et usb-stik ud, og så tænker man ikke på konsekvenserne. Men tro mig, det er ikke det værd.”